27 februar 2006

Klargøring

Jeg blev i aftes færdig med ragsokkerne til Thomas, så nu skal alle 3 par (tiger og zebra) bare afhentes af Charlotte på mit arbejde. For det er så heldigt at vi begge arbejder i Give, selv om vi bor i hver sin side af Jylland. Jeg skal ellers ned på Charlottes arbejde i dag, jeg skal ned og besøge "vampyrerne", som jeg kalder blodbanken. Så jeg skriver til hende, hvornår jeg er der, og så må vi se om hun får læst mailen, så kunne hun jo få sokkerne i dag. Det er jo ikke sikkert hun har tid til at mødes, for patienterne kommer nu altså engang i første række. Men hvis det ikke lykkes, må hun lige køre forbi mit arbejde på vejen hjem.

Ellers har jeg tænkt mig at jeg skal have gjort klar til marts-måneds firkant i Tæppeknitalongen. Opskriften skal printes og garnet findes frem. Når nu der er sådan ca. 15 forskellige farver, er det nok meget godt at have tingene klar til onsdag, hvor jeg må starte. Jeg har jo "kun" 12 firkanter, der skal strikkes, så derfor har jeg bestemt at der skal/må kun strikkes en pr. måned, men så regner jeg heller ikke med, at jeg når at blive træt af at strikke firkanter.

26 februar 2006

Strikkecafe

I går var jeg på strikkecafe, og jeg købte ikke noget garn. Har besluttet der skal strikkes fra lageret, og som nogle af jer nok ved, så alt det, som er på min to-do-liste, har jeg garn til, så mon ikke jeg skulle være dækket ind i meget lang tid.

Spørgsmålet er så om jeg kan holde det
Image hosting by Photobucket

Men i hvert fald havde jeg kun sokkerne til Thomas med, og nu mangler jeg kun det halve af foden på nr. 2, jeg fik jo også strikket en del under Olsenbanden i aftes. Og på p 5½ går det jo bare hurtigt.

25 februar 2006

Billeder

Jeg har nu fået taget billeder af de seneste 2 ting jeg har strikket. Nemlig sjal i pladegarn og zebrasokker til Casper.

21 februar 2006

Sjal og hækling

Jeg blev færdig i aftes med at hækle kanten omkring mit sjal i pladegarn. Det holdt hårdt at hækle på den "korrekte" måde, men yes! det lykkedes. Til gengæld havde jeg næsten krampe i hånden af at holde (for mig) på denne unaturlige måde.

Jeg ved til gengæld ikke, hvad der er med mit digital-kamera. Det sidste halve år har det afladet batterierne næsten lige så hurtigt, som jeg har kunnet lade dem op. Jeg må hellere se at finde kvitteringen, og så få klaget inden garantien udløber. For nu har jeg prøvet at købe op til flere nye genopladelige batterier, og sågar en ny batteri-oplader, men lige lidt hjælper det.

Frank "solgte" min gamle pc til mine svigerforældre for 4 fastelavnsboller. Jeg håber, vi skal aflevere den i aften, for den fylder i vores entre. Nu skal det lige siges, at vi ikke bruger den indgang til hverdag, men det vil nu være rart at komme af med den. Grunden til, at det var dem som fik buddet, er at deres gamle pc kun kan klare digitale billeder med besvær, og når nu guldklumpen (det første barnebarn, på 5 mdr.) gerne skal fotograferes ofte, er det jo træls, man næsten ikke kan have og redigere billederne på pc'en.

Jeg fik ny chef den 1. feb. og lige siden har jeg drømt utrolig meget (for meget) om arbejde, det ender nok med at jeg får stress af at drømme, for om dagen er der ikke noget, men det er nok alle de ændringer der kommer til at ske, som jeg skal have bearbejdet. Det bruger jeg meget drømme til, så derfor er jeg oppe på dette ukristelige tidspunkt (4.30), jeg orker ikke at drømme arbejde mere i nat. Frank står ikke op før kl. 6.00, så nu vil jeg ind i sofaen og strikke på zebrasokkerne til Casper. Er ved den sidste og skal til at lave hæl. Så mangler jeg bare at strikke et par til hans far, men det skal være i str. 45, så jeg har altså valgt at strikke rag-sokker, det foregår da på p 5½, så er der chance for at blive færdig indenfor rimelig tid (læs i år).

19 februar 2006

Billeder


Nu har jeg endelig taget mig sammen til at få taget nogle billeder af de 3 ting som er helt færdige. Nemlig Pagode, Tigersokker og Firkant 2 til mit tæppe.









Jeg besluttede mig også for at blokke mit sjal i pladegarn, og det gik fint. Sjalet holdt til det og det er blevet større, så nu passer det mig bedre.

Jeg er nu ved at hækle en kant omkring, og jeg købte jo hos Bendix Garn nogle af de nye Soft-hæklenåle fra Clover. Puha, nu er jeg nødt til at lære at holde rigtigt på en hæklenål, men det var også formålet med at købe disse nåle. Jeg synes allerede efter ½ time, at det går bedre, med de gammeldags hæklenåle, gav jeg altid op efter 2 min, men det har jeg da ikke gjort denne gang.

15 februar 2006

Romantik

Ih, hvor var min mand romantisk i går.

Da jeg skulle til at spise min madpakke på arbejde, var der en lille pakke fra en guldsmed i. Det var et led til mit nye Panduro-armbånd, som jeg havde fået i fødselsdagsgave. Jeg tror, de andre piger på kontoret var misundelige, fordi deres mænd ikke er så romantisk anlagte.

Og ikke nok med det, så var vi også ude at spise i aftes på Restaurant Vejlegården, som havde lavet en speciel Valentines-menu. Uh, det var lækkert. Forretten bestod af italienske og spanske specialiteter, hovedretten var kalvefilet med diverse tilbehør, og desserten var 5 forskellige slags oste. Et sted jeg kun kan anbefale. Desværre har de lukket i weekenden.

13 februar 2006

Sokker

Vi var i Videbæk i lørdags. Frank skulle være rådgiver vedr. det hus som Charlotte og Thomas skal til at bygge. Og da Casper (sønnen på 3½) godt kan lide mine hjemmestrikkede sokker og da han er vild med dyr, var det jeg tænte, at han måske gerne ville have et par tigersokker (Opals regnskovs-kollektion). Jeg havde taget hele kollektionen med, så kunne han selv vælge.

Den unge mand ved skam godt, hvad han vil have. Jo, han ville skam både have tigersokker og zebrasokker, og så bestilte han da lige en bluse i doktorfisk-garnet (men der sætter jeg nu grænsen, for det har jeg ikke garn til, og jeg vil ikke til at købe noget p.t., men det kan jo være jeg gør det engang).

Casper går efter at have bestilt ovennævnte sokker hos mig, ud i køknet til sine forældre og fortæller, hvad han har bestilt. Hans mor spørger så, om han har penge til det, hvor til han svarer nej! men man kan ligesom fornemme, at han godt ved, at om ikke andet så betaler hans far da bare. Jo, de kære børn ved godt hvem og hvordan de skal snøre os voksne.

Og så blev jeg forresten færdig med mit sjal i pladegarn i går. Jeg er så ved den svære beslutningsproces, om jeg skal blokke sjalet og om jeg skal hækle en kant på bagefter.

10 februar 2006

Pagoden er færdig

Jeg har netop færdiggjort Pagode af HF, den er blevet meget farverig og virker meget stor, men den passer. Nu skal den bare "blokkes" eller hvad det nu hedder, når den skal gøres våd, og så tørre i de rette folder.

Billede kommer som sædvanlig senere.

07 februar 2006

Færdig med pc'eren

Endelig kan jeg sige, at jeg er færdig med at flytte over og arrangere på min nye pc, jeg købte for snart 1 måned siden. Nu mangler jeg kun at "tømme" den gamle for personlige ting, og så ryger den nok ud til mine svigerforældre, hvis pc er blevet for gammel. Den kan ikke klare det nymodens stads som digitalfotos, eller den gør det kun med et vist besvær. Ja, jeg har altså ikke spurgt endnu om de vil have den, men mon ikke.

Og nej, jeg har stadig ikke fået taget mig sammen til at blokke firkant nr. 2, så I må vente lidt længere på et billede.

Ellers er jeg snart ved at være færdig med min Pagode. Er ved den sidst kant på nr. 2 ærme, og så mangler der kun monteringen. Men den er der da heldigvis ikke så meget af i denne model.

Jeg skal på besøg hos min niece og hendes mand på lørdag, så der skal jeg have et nemt strikketøj med, kunne enten blive mit sjal i pladegarn, ponchoen til Katja eller måske sommerblusen til Thea.

03 februar 2006

Firkant 2

Jeg har nu strikket firkant nr. 2 i Webstriks Tæppeknitalong 2006. Jeg startede den 1. februar og blev færdig her i eftermiddag. Der kommer billede, når den er blokket. Men jeg kan da røbe så meget, at motivet forestiller en nål m/tråd samt en sikkerhedsnål af de meget store, som man bruger til at sætte masker over på (den ser ud, som de gjorde i gamle dage, da jeg var barn).