21 juni 2009

Esbens bluse


Esbens bluse.
Jeg vil nu i gang med hættetrøjen.

Bluse til Esben

Jeg er næsten færdig med blusen til Esben, mangler lige 2 kanter og så sy knapper i. Bagefter skal der strikkes en trøje med hætte i de samme farver.

Jeg har nu styr på, at jeg skal til Flensborg den 16. og 28. juli. Jeg skal til tandlæge dernede, og må indrømme, jeg er en kylling. Ikke med hensyn til tandlægen, nej, men det at skulle køre og parkere i en by, der på mig, virker som en by med meget trafik. Derfor har jeg fundet på, at jeg jo kunne tage toget. Men nej, for at kunne være ved tandlægen kl. 15.30, skal jeg hjemmefra kl. 8 om morgen, og er så først hjemme igen kl. 22.

Nå, ny ide må udklækkes. Hvad med tog fra Padborg - går heller ikke. Nå, hvad så med bus, det er straks bedre. Men det er nu bedst med bus fra Kruså til Flensborg ZOB, det tager 20 min ca. og den kører hvert 20. min. Så kan jeg parkere bilen i Kruså, jeg kan stadig nå en halv arbejdsdag, have noget tid i Flensborg, hvis jeg vil, og så være hjemme omkring kl. 19.

Vi har nu fået lavet trappetrin ud for diverse terrassedøre. Når de er tørre (mandag) må vi bruge dem. Dejligt, så er det nemt at komme ud fra stuen og soveværelset. Ingen høje trin.

Fredag var vi til fødselsdag hos min søster. Puha, hvor en lækker middag. Champagnesuppe, fyldt mørbrad med små ovnbagte kartofler og salat, og til dessert fragelite med jordbær. Mums, det var godt. Om jeg forspiste mig, gæt selv!

18 juni 2009

Forelsket igen

Nu har jeg forelsket mig igen. Denne gang i den nye HF - Victoria.

Jeg kan sagtens forestille mig den med korte ærmer. Jeg hader nemlig lange ærmer.

14 juni 2009

Juletræstæppe og forhaven

I får lige et par billeder.

Her ses vores nylavede forhave. Der kommer planter i til efteråret. Det mørke er springvandet.



Og her ses så det berømte juletræstæppe.

Juletræstæppe og WWKIP 2009

Her til morgen blev jeg så endelig færdig med at brodere juletræstæppet. Juhu! det har også taget næsten 2 mdr., hvor jeg faktisk kun har strikket ganske lidt.

I går var Annette og jeg til WWKIP i Randbøldal. Jeg mødte flere damer, jeg kender fra Vejle Husflid. Dagen blev holdt sammen med deres Valdemarsmarkedsdag, så der var ganske meget at se på. Bl.a. var vi så heldige at se en falkoner med en musvåge og en ugle. Det er flotte fugle, og musvågen fløj ganske lavt hen over mig, det er meget flot fugl. Uglen var endnu ikke uden dun, så derfor blev den ikke trænet endnu, men den fik træning i at møde mennesker.

Lidt fik jeg da strikket, det blev på mit tæppe i garnrester. Men nu gælder det Esbens fødselsdags-/julegave. Og bagefter skal jeg have strikket julegaven til Thea.

I morgen bliver Esben 6 mdr. Tiden går og han stortrives.

Jeg var ved tandlæge endnu engang i fredags. Det er ikke så sært, jeg har haft tandpine, da det viste sig, at der var betændelse i roden på tanden, så jeg fik lige en rodbehandling. Det gør ikke ondt, i hvert fald ikke mere end et par pamol kunne tage smerterne, da bedøvelsen holdt op med at virke. Prisen taler vi ikke om, men det svarer til ca. 4 kits fra HF, men det skal jo gøres, for det andet var da ikke til at holde ud.

Så alt i alt var lørdag en god dag, hyggeligt samvær med gode venner, og ingen tandpine.

04 juni 2009

Længe siden

Det er længe siden, jeg har fået skrevet noget, men det skyldes at jeg stadig brodere på juletræstæppet.

Jeg har dog fået hæklet denne lille elefant til Esben. Jeg tror, han blev glad for den. Det skyldes, at han gerne ville holde den. Han er jo også næsten 6 mdr. nu. Han er en glad lille dreng, han griner meget.

Annette har været ude at flyve med sin mand. Hun har været så flink at tage dette billede af matriklen. Tak Annette.

En søndag for et par uger siden fandt vi på at køre en tur til Rømø. Vi havde en dejlig dag, dog måtte jeg ikke tage et billede, da Frank var kørt fast i sandet og vi måtte trækkes fri. Godt det ikke var mig, der gjorde det.

I pinsen var vi i sommerhus. Desværre kunne vi først tage derop lørdag sidst på dagen, for vi skulle til svigerfars fødselsdag lørdag middag. Men vi havde nogle dejlige, afslappede dage. Fred og ro til at f.ex. hækle en elefant.

Vi har nu fået bestilt og leveret granit til forhaven, så mon vi får den lavet her i weekenden?

Jeg har været ved tandlægen i dag, jeg troede, jeg havde knækket en plombe, men det viste sig, at det er fordi jeg bider meget hårdt sammen. Det er jeg ikke rigtig herre over, da det er om natten, jeg gør det. Tandlægen sleb så noget af 2 tænder, så nerven kan få ro. Ellers er det udskiftning af 2 plomber. Det ender nok med, at jeg skal have en bideskinne til om natten. Det har jeg haft før, men da jeg ikke brugte den, smed vi den ud, da vi flyttede sidste år. Ærgerligt, for nu kunne jeg godt have brugt den.

I morgen har vi været gift i 5 år, det er altså ikke til at forstå, hvor tiden bliver af. Og jeg som troede, jeg aldrig skulle giftes.