18 november 2006

Strikkecafe

Jeg har i dag været på strikkecafe hos Bodil som ejer Design & Garn i Vestergade, Vejle. Det var rigtig hyggeligt, men det var også første gang i denne sæson det lykkedes mig at komme med. Jeg glæder mig allerede til januar, når der er strikkecafe næste gang.

Jeg fik strikket næsten et helt ærme på raglan oppefra og ned, så nu er den næsten færdig.

12 november 2006

Hemmelige gaver

har noget med den tilstundende jul at gøre, så derfor kan jeg ikke oplyse hvad det er og hvem det er til.

Men den 25. december vil der både komme billeder og hvem gaverne er til.

09 november 2006

Sokker

Her ser I så de sokker som er blevet færdig de seneste par dage. De er begge par til Kathrine som jo fik en bluse for nylig samme slags garn.

Umiddelbart ser de jo meget ens ud, men det ene par er strikket på traditionel vis, men det andet par er mit første forsøg på at strikke sokker fra tåen og op, samt mit første forsøg på at strikke en boomerang hæl.


Da jeg stadigvæk er syg, vil jeg i dag forsøge at koncentrere mig om den hemmelige gave, som har ligget mens jeg har strikket sokkerne.

Jeg må vist lige tilføje, at det er sokkerne med boomerang hælen som er strikket fra tåen.

07 november 2006

Gevinsten

I dag kom så min gevinst i UFO KAL 2006.

Det var dette smukke garn samt opskrift af Karen Noe, og det var Garngalleriet som var sponsoren. Tak for det Birthe.

Til alt held, må man vist sige, var jeg hjemme da posten kom, men det er desværre også kun pga. sygdom. Jeg har raget en kæmpe forkølelse til, og ovenpå min operation for snart 1 måned siden, tager det mere på mig, end det plejer. Eller også er det fordi jeg ikke kan huske hvordan det er, jeg ved bare, at mens jeg har været ansat der hvor jeg er nu, har jeg ikke været forkølet, og jeg har været ansat i 2½ år. Gad vide om det er alzheimer light? :-)

Det havde ellers været bedre om den forkølelse først var kommet om 1 uge, for i går og i dag, skal/skulle vi starte nyt regnskabsprogram op på arbejde, og jeg føler (også pga. operationen) at jeg er uhjælpeligt bagefter, og det er træls, for at sige det på godt jysk.

Men med alderen er der kommet mere egoisme i mig, så det er mig som kommer i første række, og det er jo en god ting. I hvert fald i forhold til jobbet.

Jeg fik ellers et gratis grin her til morgen. Posten havde et takkekort med fra Jannie og Jan, som blev gift 30. september, og når nu man kender sin niece, så ved man, at det er fordi hun totalt har glemt, at jeg havde fået et kort, da jeg besøgte dem i deres nye hus lige efter de var flyttet ind. Men hellere en gang for meget end en gang for lidt, og billedet er nu pænt.

05 november 2006

Spisning og sokker

Igår var vi på Aagaard Kro og spise. Anledningen var at Frank havde haft meget overarbejde, og firmaet ville så forsøge at råde bod på det ved at give middag et sted efter eget valg.

Jeg kan kun sige, prøv det, de laver exceptionelt god mad. Det kan godt være det er dyrt, men det er prisen værd.

I dag vil jeg forsøge at lave en boomeranghæl for første gang. Jeg er nemlig ved mit første forsøg på at strikke sokker fra tåen og op. Jeg har fået uvurderlig hjælp af Christa og så har jeg hentet hjælp på Helles hjemmeside, nærmere bestemt i hendes arkiv, juni 2006. Og jeg har meddelt manden i mit liv, at jeg skal lære noget nyt strik i dag, så ved han godt han ikke skal forstyrre. Han er nu rar.

Oven i at jeg forsøger at blive frisk igen efter min operation, er jeg i denne weekend blevet forkølet for første gang i mindst 3 år. Træls, for jeg kan ikke lægge mig syg de næste 2 dage i hvert fald. Vi starter nyt regnskabsprogram på arbejde i morgen, og tirsdag skal jeg lige lære hvordan man laver automatiske betalinger.

Det værste er, synes jeg, at jeg ikke har overskud til at passe min kur, det lykkes kun fordi Frank står for maden i vid udstrækning, og når så stofskiftet er helt i bund, så kan I jo nok se, der ikke skal meget til at slå mig ud af kurs, for helt ærligt, jeg har rygrad som en regnorm. Og her syntes jeg lige det gik så godt, øv!

Jeg håber, det enten retter sig af sig selv (hospitalet vil holde øje med det i hvert fald 1 år efter operationen) eller også at jeg får noget som kan hjælpe.

04 november 2006

Dazzle-tørklæde

Her ser I mit tørklæde i Dazzle, jeg har valgt at lave det uden frynser. Jeg skal lige gøre opmærksom på, at I kun ser halvdelen, den anden halvdel er magen til.

Så skete det

Igår skrev vi under på bygning af hus. At der så er lange udsigter til det er færdig er noget helt andet. Kontrakten siger at vi overtager huset 1.2.2008, men bare det at vi endelig har fået skrevet under er dejligt. Nu skal vi bare have det andet hus sat til salg, puha!

02 november 2006

Juhu, jeg har vundet

Jeg har i dag fundet ud af at jeg er en af de heldige, der har vundet i UFO KAL 2006, så nu venter jeg spændt på hvad det er jeg har vundet.

Ellers fik jeg svar ved lægen i dag. Mit stofskifte er 11 og normalværdier er mellem 10 og 22, så det er noget der skal holdes øje med, men det gør hospitalet. Jeg ved de vil følge mig i ca. 1 år, men så kan jeg da bedre forstå, at det går lidt langsomt med at tabe mig. Gad vide om det også er det der er skyld i jeg er lækkersulten Photobucket - Video and Image Hosting

01 november 2006

Det går langsomt

men det går fremad med vægttabet. Desværre ikke så hurtigt som jeg kunne ønske, men jeg har måske en forklaring.

Jeg er stadig meget træt efter operationen, så træt, at jeg i mandags var ved læge. Han lyttede til hvad jeg havde at sige, og så tog han en blodprøve, som skal vise (håber jeg) at stofskiftet ikke er så højt som det burde, og der er så måske forklaringen på, hvorfor jeg ikke taber mig særlig meget.

Jeg har i hvert i denne uge også, reduceret min arbejdstid, så jeg "kun" er på arbejde 3/4-tid, nu får vi se om det så går fremad, så jeg snart kan komme på fuld tid igen.

Men ellers strikker jeg. Pt. forsøger jeg at blive færdig med tørklædet i Dazzle, som jeg købte garn til på Håndarbejdsmessen i lørdags.

Vi skal jo til 100 års jubilæum ved Energi Horsens, og så var det, jeg tænkte at det tørklæde kunne pynte pænt på/omkring min hals (skjule plasteret) og at det ville passe godt sammen med mit festtøj. Og nej, jeg er ikke forfængelig, det er af hensyn til alle andre, jeg tager tørklædet på, for mig generer det ikke.