Viser opslag med etiketten Garn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Garn. Vis alle opslag

29 maj 2011

Atter et sjal

Så blev atter et sjal færdigt. Det er strikket på p. 8, i Star (effektgarn) og Fonty fra Laines. Købt for nogle år siden i Kølkær.

Sidste weekend købte jeg noget Incawool som skal bruges til fødselsdagsgaver i oktober. Jeg købte også noget alm. bomuldsgarn til en afskedsgave. Min bedste kollega forlader firmaet og dermed mig, øv, øv og atter øv. Jeg vil savne ham.

Så på onsdag kan jeg vise hvad jeg lavede som afstedsgave.

Igår var jeg nødt til at købe nyt tøj. Nu kan jeg ikke holder bukserne oppe mere, ikke for godt i hvert fald. Så det blev til 2 par bukser og 4 bluser. De 3 var godt nok samme model men i hver sin farve, men de skal jo kun holde sommeren over.

I forrige uge kom min niece hjem fra Afghanistan. Det var godt nok dejligt. I den forbindelse var jeg på mit første restaurationsbesøg siden min operation, og det gik heldigvis godt.

Nå, jeg vil haste videre med et af de andre sjaler jeg har gang i.

27 juni 2010

Tastefejl

Ha, ha, hvad en lille tastefejl dog kan gøre.

Jeg har meldt mig til en KAL under Tour de France (TdF), mere om den senere.

Jeg sad så her til morgen og kiggede garnlisten igennem (ja, jeg har jo lavet en garnliste, som gør det meget nemmere at finde det garn jeg skal bruge/leder efter)(Kan I se glorien?). Så var det jeg fandt en lille tastefejl, som gør forskel.

Jeg havde fået tastet ind, at jeg havde 50 ngl. á 50 gr, istedet for 1 ngl. á 50 gr. Se det gør jo en forskel på 2450 gr.

Så nu er mit garnlager lige blevet 2,45 kg mindre (lyder af mere end 2450 gr).

Jeg har valgt at reducere den oprindelige mængde med forskellen. Jeg kunne måske have valgt at "skrive" jeg havde brugt de 2,45 kg, men synes nu alligevel det vil være lidt snyd, da jeg jo ikke har strikket dem.

28 januar 2010

Færdigt arbejde + gave

Jeg havde jo fødselsdag i sidste uge, og i tirsdags, da jeg kom hjem fra arbejde, hang der en gave på døren. Det var dette skønne garn, som Annette havde været forbi med, fordi hun ikke kunne vente til vi kunne mødes en dag. Mange tak, det er en skøn farve.

Jeg har strikket disse 2 veste til naboens piger. Mille har fødselsdag i marts, og da hun fik en gave da storesøster Emilie havde fødselsdag i oktober, synes jeg også der skal være en gave til Emilie.


Så håber jeg bare de synes om dem.

Thea så dem i lørdags, og troede straks (kunne jeg se på hendes ansigtsudtryk) at den ene var til hende. Men nej, jeg måtte meddele at den var til Mille. Ikke nogen sur mine, bare et skuffet ansigtudtryk, og en bævende underlæbe. Nå, men jeg havde et helt nøgle garn tilovers, så jeg har købt et mere, og laver nu også en til Thea. Hvis hun havde sagt noget, som "den vil jeg have", havde jeg ikke gjort det. Men i det hun netop ikke sagde noget, gjorde, at jeg laver en til hende også. Det tager jo ikke lang tid.

Mon Franks bluse nogensinde begynder at vokse? Det må vi håbe.

01 januar 2010

Geilsk

I mandags var jeg hos Geilsk i hendes nye lokaler i Silkeborg.

Og tænk sig, jeg "kom til" at købe noget garn. Hun havde noget Bomuld/Uld garn med 30% i rabat.
Jeg købte 10 ngl. mørk lilla og 20 ngl. sort. I første omgang skal det være til en sweater til Frank, og mon ikke der er rigeligt, så jeg også kan få til noget andet.

Jeg har givet mig selv lov til at måtte starte om, her på årets første dag.

Jeg blev færdig med Bisontørklædet den 28. dec., men har ikke haft tid til endnu, at vaske og blokke det.

Igår fik vi endelig taget os sammen til at bytte vores julegaver. Det er første gang, nogensinde, at alle de gaver jeg fik, skulle byttes. Og jeg hader at bytte gaver, men igår gik det nemt, for der var næsten ingen mennesker i byens specialforretninger.

05 februar 2009

Pakhusstrik

Jeg var til Pakhusstrik i aftes i Fredericia. Bente Geil var der for at fortælle om sit designervirke.

Hun fortalte vidt og bred om sine modeller, og bagefter solgte hun opskrifter og garn.

Der kom vist lige lidt med hjem på matriklen. Jeg købte opskrifter og garn til:

Skumfidus
Vestpå
Bellasjal
Livstykkesokker

Jeg har i dag været til kontrol på hospitalet for min struma. Nogle af tallene er for lave og andre for høje. Skal til kontrol allerede om 2 mdr. øv. Jeg føler, det er spild af tid, da jeg ikke føler mig syg, men fornuften ved jo også, at det er for mit eget bedste at komme til disse kontroller.

Jeg har fået en vane med at besøge Garn og Design i Vejle efter disse kontrolbesøg. Det er ikke altid jeg køber noget, men det er en lise at gå og kigge på modellerne og mærke garnet.

I dag var jeg dog nødt til at købe et enkelt nøgle, da jeg mangler til ca. 10 p i en farve på Franks trøje. Hvis jeg strenger mig an, kan den godt blive færdig i dag. Det er ikke sikkert, da jeg ikke ved, om jeg gider sy den sammen i dag.

I aften skal jeg besøge en "gammel" veninde som bor i Kolding, jeg tror ikke, jeg har set hende i næsten 6 mdr. Tiden går, og der sker så mange ting, men det kender I sikkert alt til.

Sidste torsdag stod der en buket uden for døren, da jeg kom hjem fra arbejde. Det var fra banken i anledning min fødselsdag ugen før. De undskyldte, at de havde glemt den. Men da den jo havde stået ude i frostvejret, forventede jeg ikke den holdt særligt længe. Men nu 1 uge senere er det kun de 3 roser som er visnet. Resten står nok så flot.

Jeg havde ellers planlagt, at jeg ville til Lund+Lund's 5 års fødselsdag både i dag og i morgen, men efter mit garnkøb i aftes, tror jeg, jeg bliver hjemme.

04 januar 2009

Garnopgørelse - rettelse

Jeg kan forstå, at man kan misforstå det jeg skrev i mit indlæg vedr. garnopgørelse.

Det skal forstås sådan: Jeg troede jeg havde omkring 33 kg garn, men efter opgørelsen viser det sig at jeg har ca. 20 kg. mere = ialt lidt over 51 kg.

Håber det hjælper på forståelsen :-)

02 januar 2009

Garnopgørelse

Puha, nu er vi færdige med at tælle garn op, hold da op, der var meget mere end jeg troede. Sådan ca. 20 kg.

12 april 2008

SuperKarla KAL

Opdatering på Super Karla.

Jeg er nu ved næstsidste trekant, så mangler jeg næsten kun kanten.

Opdatering på tæppe af restegarn:

Er ca. halvt færdig med kanten, så det kan også snart ses afsluttet.

I dag skal jeg på strikkecafe i Ry, nærmere bestemt hos Garngalleriet. Samtidig er det vist den dag mit selvvalgte garnindkøbsforbud udløber. Jeg tror ikke jeg forlænger det, men det er nu mere fordi jeg synes jeg har styr over det med at købe garn.

Det skal lige fortælles at jeg i onsdags var hos Garn & Design, min lokale garnpusher i Vejle, og bruge det gavekort jeg fik i fødselsdagsgave. Jeg købte garn til Jazz, et sjal fra DesignClub.dk. Det var i overensstemmelse med reglerne, har spurgt forkvinden PiaT, som mente det var ok, når nu det var et gavekort bestemt til garnkøb, jeg havde fået i fødselsdagsgave, heelt tilbage i januar.

12 juli 2007

Moskusgarn

Se hvad postmand Jørgen havde med til mig i dag. Jeg må jo købe garn igen, og jeg har faktisk kun gået og ventet på at jeg må, da jeg allerede i efteråret blev forelsket i dette garn.

Ja, I har set rigtig, det er Moskusgarn fra Arnica, og da man også kan købe løse opskrifter, købte jeg lige en ekstra.

Jeg købte opskrifterne Vår sjal og Vifte sjal.

30 december 2006

Garnlager totalt

Puha, det er da lige til at blive træt af, altså at tænke på, alt det man skal have strikket.

Nå, men her kommer så totalerne:

36 kg 293 gr + diverse strikkekits og så har jeg altså ikke talt det med jeg har gang i, hverken UFO eller WIP.

Er det så slemt? Jeg mindes at have læst om nogen, som har over 100 kg, så er mit lager jo ikke ret stort, vel!

29 december 2006

Optælling af garn

Puha, det er hårdt, jeg er ved at gøre mit garnlager op, det er ikke (alt efter hvordan man ser på det) godt. Jeg har jo alt for meget garn, hvis man altså kan have det.

Jeg har helt fået varmen af alt den skriven op.

16 juli 2006

Surt show

Jeg synes det er surt show, når jeg vinder 1 stk. 50 gr. ngl. op, og det så bliver til 6 ngl. fordi tråden er "klippet". Garnet købte jeg hos Filita sidste år, da vi var til Strikkefestival. De er desværre lukket, og det er jo heller ikke deres skyld, men træls er det. Det skulle have været anvendt til et sjal, men nu ved jeg ikke, måske køber jeg noget andet garn til det, øv fordi farven bare er så pæn i mine øjne i hvert fald.


Her ser I mit sjal i Kauni-farven papegøje, ganske flot synes jeg selv.






Ellers er jeg gået igang med en trøje til Thea, som hun skal have i fødselsdagsgave, når hun bliver 1 år til september.

Og nu til noget helt andet...

Jeg har haft en rigtig træls sommer, ikke noget at regne i forhold til andre, men jeg render til undersøgelser på hospitalet.

Jeg har fået konstateret en knude på skjoldbruskkirtlen, og det i sig selv er ikke noget at regne, men min trykker på luftrøret, så derfor skal jeg opereres. Lige nu står jeg der, hvor jeg har bedt patientkontoret for Vejle Amt om at undersøge, om jeg kan få det lavet i Horsens, for så kan det ske indenfor 4 uger. Hvorimod det i Vejle først kan ske om ca. 10 uger. Jeg har jo længe været indstillet på at skulle have klumpen skåret ud, så derfor vil jeg bare gerne have det overstået. Jeg har også en anden og mere personlig grund til, at jeg gerne vil have det overstået. Jeg skal til bryllup den 30. september, og som jeg kunne tælle på kalenderen, ville jeg blive opereret ca. 20. september hvis jeg ventede på Vejle, mens det kan ske inden 1. september hvis jeg kommer til Horsens.

Så jeg går lige nu og venter på at det bliver mandag, og jeg dermed får svar på hvilket sygehus jeg skal på.