31 december 2005

Årets sidste indkøb

Ja, vi vovede os i Bilka her i formiddag, bare for at snuse rundt og fordi jeg mangler patroner til min printer. Dem fik vi dog ikke, men jeg fik købt 3 strikkebøger til kr. 49,- pr. stk.

Det var: Hotte huer af Lena Blidell, Pind 10 af Sys Fredens og Strik til blå stue også af Sys Fredens.

Jeg synes, jeg har gjort et godt kup.

Endnu engang godt nytår til alle.

29 december 2005

Godt nytår

Jeg vil bare lige ønske mine læsere godt nytår! Hat 2

27 december 2005

Arbejde og julefrokost

Jeg startede i dag på arbejde efter min ultra-korte juleferie (1 dag), hvis man altså ikke tæller helligdagene med.

Vi har jo fået nyt lys-system på arbejde, da der er blevet bygget til og moderniseret. Så de første 20 min. gik med at få tændt lyset på kontoret.

Nå, men jeg havde da heldigvis fri kl. 12 for vi skulle holde julefrokost for svigerfamilien. Desværre meldte halvdelen fra (3 stk.), da min svigerinde var blevet syg. Øv, for de skulle have haft brødet med, men så måtte jeg jo bare holde ved bageren på vej hjem. Men vi havde da en hyggelig eftermiddag, med alt for meget mad og pakkeleg.

Juledepressionen er heldigvis ovre for denne gang. Jeg synes det er underligt at en depression, ja det kalder jeg det altså, kan vare så kort, men dejligt er det at den er overstået.

Jeg er godt i gang med dukkedåbskjolen efter nogle begynder-vanskeligheder. Jeg startede ud med en rundpind i ædeltræ, men maskerne ville ikke rigtigt over på pinden, når de skulle fra tråden. Så prøvede jeg med nogle billige bambuspinde. Det gik lidt nemmere, men alligevel ikke. Jeg fik ondt i skuldrene (der kan man bare se den forskel der er på jumperpinde og rundpinde) og maskerne ville ikke rigtigt glide, som om pindene ikke var ordentligt glatte. Så endelig i går kom jeg på den geniale ide, at skifte til de gammeldags metalpinde, så nu sker der endelig noget med det strikketøj.
Thumbs Up

25 december 2005

Juledepression

Hvert år bliver jeg ramt af, hvad jeg kalder min juledepression. Den er træls, for her går jeg og glæder mig til julen og vupti, så er den der lige pludselig. Det er synd for min mand, for han forstår ikke en disse. I år udartede den sig her til morgen ved, at jeg lige pludselig ikke syntes der var noget ved de gaver jeg fik i går, og som jo var dejlige gaver og noget jeg havde ønsket mig. Jeg listede ind på mit værelse og satte mig til at hyle. Jeg følte, jeg var et utaknemmeligt skarn, men helt ærligt, jeg kan ikke gøre for det. Den kommer bag på mig hvert år, den depression. Nogle år varer den til og med nytår.

Så det kan da godt være at min rare mand har ret, når han siger, jeg helst ser højtiderne overstået.

Men hvem forstår sig på kvinder, jeg gør ikke.

Og nu til noget helt andet. Jeg skrev i går, at jeg var gået i gang med en dukke-dåbskjole. I dag fandt jeg ud af, at den gerne skulle være færdig inden den 14. januar, for der skal Kathrine døbes, og Katja vil nok gerne have kjolen til dukken inden, så dukken kan have sin dåbskjole på til den store begivenhed.

24 december 2005

Glædelig jul





Jeg vil lige ønske alle mine læsere en glædelig jul.

Jeg er i dag startet på et nyt strikketøj, fy dog! Men jeg synes jo ligesom, at jeg blev nødt til snart at få strikket den dåbskjole til Katjas babyborn-dukke, som jeg har fablet om længe. Nu er der jo en anledning. Katjas kusine, Kathrine, skal jo nok døbes indenfor de næste par måneder, og så var det jeg tænkte, at det kunne være Katja syntes det var sjovt også at have en dåbskjole til sin dukke.

21 december 2005

Baby'er

Ja, så var det jeg for ca. 1 måned siden tænkte, at nu var det slut, i hvert fald for et stykke tid, med at strikke babytøj medmindre det var af lyst.

Ja, og så var det at der kom julekort fra min bror igår. Han skal være bedstefar igen. Så nu kan jeg så bare lige give mig til at strikke noget mere babytøj.

Mon jeg nogensinde når til at strikke til mig selv? Jeg vil jo gerne snart være færdig med nogle af mine ufoer og i gang med noget nyt af alt det som er på min to-do-liste.

Nå, nu skal det jo ikke opfattes negativt, for jeg elsker at strikke til baby'er, og jeg glæder mig da også på både min brors, hans kones og det unge pars vegne.

Ellers er jeg ved at være færdig med de 4 par babyfutter, jeg bestemte mig for at strikke i weekenden. Dem til Katrine får hun nu ikke på sin 1 måneds fødselsdag som det var meningen, men de bliver i hvert fald færdige til 1. juledag.

Jeg går nemlig på en kort juleferie i morgen, så jeg kan komme ud og handle mad til julefrokosten som skal afholdes hos os 3. juledag.

Ja, jeg tager bare på arbejde, og kommer så hjem kl. 12.30 og satser så på at manden har arrangeret det hele med lidt hjælp fra sin søster.

Jeg har lige en ½ feriedag, jeg så endelig kan få brugt.

18 december 2005

Babyfutter i sidste øjeblik

Her gik jeg og troede jeg var færdig med at lave julegaver, men så fandt vi på i går, at der da lige skulle lidt pakker på den broderede julekalender, som Thea skal have. Så nu har jeg travlt med at strikke babyfutter. Der skal 2 par på kalenderen.

Men så laver jeg da også lige 2 par til Kathrine, for hun har snart 1 måneds fødselsdag. Som tiden da går.

Vi fik ellers det dejligste billede af hende som julekort. Jeg har lagt det på mit skrivebord både herhjemme og på arbejde. Jeg bliver simpelt hen så glad når jeg ser den lille trold. Hun er i en rigtig julekjole og med nissehue på. Og så ser hun bare så spekulativ ud. Som om hun funderer over hvad et starinlys er. Der står nemlig et ved siden af hende på billedet.

12 december 2005

Gaver og sokker

Jeg er da rigtig blevet begavet i dag.

Først kom Jens og hviskede: "Der står en kurv til dig fra Dieter nede i mødelokalet".


Jeg var nede og se den da jeg skulle til frokost, da vores frokostrum ligger lige ved siden af mødelokalet. Nøj, hvor så den spændende ud. Den indeholder alle mulige italienske specialiteter. Der var rødvin, pasta, krydderi som man bl.a. bruger når man koger pasta eller man kommer det i stærke retter. Der var chokolade, kager, ost og spegepølse. Og der var sikkert også mere som jeg ikke lige kan huske, men jeg glæder mig til at smage det alt sammen.


Og gæt lige hvad kurven kan bruges til. Image hosted by Photobucket.com

Så har jeg får taget billede af mine december sokker fra sokkeklubben. De kan ses i mit album Sokkeklubben 2005.

11 december 2005

Sokkeklubben

Så blev jeg færdig med det sidste par sokker i Sokkeklubben 2005. Jeg valgte at strikke julesokkerne i mørkegrøn og rød, og som sædvanlig i opal-garn. Billede vil senere kunne ses i mit fotoalbum.

Jeg tog også på langfart i går. Jeg kørte til Filita i Silkeborg, hvor jeg købte noget mørkrosa Indiecita til et prinsesvøb samt noget mørk-beige fra Dansk Mohair til et sjal.

Men jeg havde jo sat mig i hovedet at prinsesvøbet skulle strikkes i "hvid" Alpaca fra Drops, så jeg var også lige i Grønhøj Garn og købe ind til sådan et. Ups!

Om eftermiddagen var Frank og jeg til ophørsudsalg hos Partilageret, hvor vi købte en masse babytøj, da Thea (Franks niece) skal døbes i dag, og så er det jo snart jul. Jeg tror det dyreste stykke tøj kostede kr. 50, men ellers gav vi ca. kr. 35 pr. stk. tøj. Så må vi jo bare håbe det kan bruges, for byttes kan det ikke.
Image hosted by Photobucket.com

08 december 2005

Nye fotoalbum

Jeg har nu lagt mine fotos i Yahoo! Photo, og selvom det er på engelsk er det meget nemt. Og fremfor alt det er gratis.

Jeg har kunnet lave lige netop det jeg gerne ville, nemlig flere albums, og jeg kan vælge om der er nogle albums som ikke skal være offentlige.

Så nu slette jeg min Flickr, når jeg får tid.

Ellers går det stille og roligt derudad med månedens sokker fra Sokkeklubben. Jeg er nemlig færdig med diverse bestillinger og julegaver, så jeg gider simpelthen ikke skynde mig. I denne uge bliver det f.ex. kun til strik mens jeg ser Jul i Valhal.

Det kan være jeg i morgen får strikket noget mere, for da skal Frank til julefrokost, og jeg skal bare bringe og hente ham igen (måske), for det kan jo være at Flemming (som ikke kan undgå at skulle køre) kører ham hjem.

02 december 2005

Slut med noget og opstart af noget andet

Igår blev jeg færdig med 2 ting: Kaunisjalet og bogen af Jørgen Leth. Jeg fik også startet op på det sidste par sokker i Sokkeklubben. Jeg har valgt Julesokkerne og jeg strikker som sædvanligt i Opal-garn. Jeg strikker i mørkegrøn og rødt.

Så nu er jeg færdig med den julegave jeg ville lave i år. I dag skal det så blokkes, for jeg skal være sammen med Birgith i morgen, og så kan hun jo ligeså godt få gaverne med hjem. Vi skal nemlig til julefrokost hos Henning (vores bror), og ellers ses vi jo nok ikke før end 1. juledag, når vi skal til julefrokost hos vores anden søster, Kirsten.

Nu mangler vi så bare at købe julegaver til Franks familie, som vi skal være sammen med juleaften.