10 juli 2011

Sjal i Zauberball + Skulderblad

Jeg mangler ca. 50 pinde på dette sjal, og så selvfølgelig kanten.

Men det er sidste gang jeg køber dette garn. Der er bare alt for mange knuder i. Jeg tror, jeg efterhånden er oppe på 6. knude i ngl. nr. 2, og det er bare for meget, specielt da garnet jo ikke høre til i den billige ende af skalaen. Hidsig smiley

Mht. Skulderblad er jeg halvt færdig med højre bort, så skal der jo “bare” lige laves spidsen og så selve sjalet. Det er da ikke så meget, er det? Smiley, der blinker

Inspiration

Inspireret af veninden er jeg gået i gang med at hækle et tæppe i oldemorsfirkanter i Kauni-garn. Jeg har en masse hele nøgler, som jeg købte for mange år siden. Det var meningen jeg skulle strikke sjaler af dem, men det bliver lidt kedeligt i længden. Desuden har smagen i sjaler ændret sig.

Jeg har dog “lavet” min egen opskrift, da de opskrifter jeg har fundet, er baseret på, at man skifter farve for hver omgang. Det gør jeg ikke, jeg lader garnet bestemme farven.

1. firkant er allerede færdig, jeg laver 6 omgange, og jeg ved overhovedet ikke endnu, hvor mange firkanter jeg skal bruge.

03 juli 2011

Sjal

Sjal 1

Endelig fik jeg taget mig sammen til at blokke dette sjal, som har været færdig i ca. 1 måned. Det er strikket af effektgarn og mohairgarn (Fonty).

Strik og Tour de France

Det er godt turen er gået i gang. Så bliver der strikket og ikke kun læst.

Jeg fik strikket en del på Skulderblad igår, og for at gøre det nemmere for mig selv, har jeg taget en kopi af diagrammet, og derpå skrevet hvor mange masker og sammenstrikninger, der er på hver pind. Så kan jeg nemt overskue mønsteret og skal ikke tælle hver gang, dog skal der tælles, mens jeg strikker.

I dag har jeg planer om, at laminere en masse opskrifter jeg printede ud sidste weekend. Det er på små sjaler, hvor der kun skal bruges 1 ngl. garn. Så kan det være jeg får brugt bare nogle af de mange ngl. strømpegarn, jeg har. Men først må jeg hellere blive færdig med de sjaler jeg allerede er i gang med.

Jeg må også hellere få blokket det sjal som har været færdig i mindst en måned, så jeg kan få taget et billed af det.

02 juli 2011

På tur til Århus

Jeg var igår på tur til Århus, ganske alene. Jeg havde nu en dejlig eftermiddag alligevel, da det jo er min fødeby. Jeg var ikke så vidt omkring rent geografisk, men det lykkedes da at få mindst 1 vabel under den ene fod. Er lidt i tvivl om der også er kommet en under den anden fod.

Nå, men jeg ville jo besøge nogle strikkeforretninger. Så da jeg havde parkeret på Skolebakken, gik jeg til Graven og så Tøndering (Isagers tidligere butik). Hun handler næsten kun med Isager, og så har hun fået noget japansk garn (Ito). For mig så det ud som om hun mest havde færdigstrikkede ting, hun solgte af. Der var ikke så meget garn.

Bagefter gik turen til Ingers i Volden, også i Latinerkvarteret i Århus. Her kiggede jeg også bare, men købte ikke noget. Jeg mangler jo ikke ligefrem garn, vel! Nå, jeg var derefter rundt i forskellige butikker, og kom pludselig i tanke om den 3. butik jeg ville besøge. Nemlig Fandango i Gl. Munkegade. Jeg havde aldrig været der før, så det var en ny spændende butik for mig. Og her fik jeg da også købt lidt. Et ngl. strømpegarn fra Lang (superblødt og meget gramse-egnet), en englesaks og et målebånd fra Lantern Moon – formet som en lagkage. Når nu jeg ikke får kage i det virkelige liv, blev jeg jo nødt til at have en at kigge på og som kan holde sig. Ingen udløbsdato her.

Indkøb 1        Indkøb 2

Senere var jeg både i Magasin og Salling. I Salling købte jeg Simply Knitty og Knitter, så det var da vist dagens dyreste post. De er ikke ligefrem billige de blade, når man ikke køber dem direkte ved udgiveren. Men det var jo også mest for at se hvad de indeholdt og om det er noget jeg kunne tænke mig at abonnere på. Det vides så endnu ikke, jeg har ikke taget stilling til det.

Jeg fik da også en italiensk isvaffel med 1 kugle, hvor jeg smed halvdelen ud, da jeg kunne mærke, at jeg vist ikke skulle spise mere af den. Men det jeg fik smagte godt. Senere købte jeg lidt nødder hos Søstrene Grene. Jeg var blevet sulten, og havde stadig mindst 1 time inden jeg var hjemme.

Alt i alt en dejlig eftermiddag selv om vejret var gråt. Smiley