24 november 2007

Jerlev

De er nu gået i gang med at sætte fliser på væggene i brusenicherne samt lægge fliser i badværelserne og bryggers samt entre. Billederne kan ses her.

Svigerfar er gået i gang med at male indvendig, det er jo dejligt.

Det er rart der igen sker noget, men de skal jo også være færdige om lidt over 2 mdr.

I eftermiddag skal jeg på strikkecafe i Vejle, jeg skal have Pia C. med.

Jeg skal ned og se den nye strikkebog fra Marianne Isager: Japanske modeller.

21 november 2007

Tillykke Kathrine

Denne kunstnerisk pige bliver 2 år i morgen torsdag.

Hjertelig tillykke Kathrine!

18 november 2007

Flickr

Jeg har lige fået oploaded de sidste billeder i mit Flickr album FO's, så nu kan alle se næsten alt det, jeg har produceret i den tid jeg har været med i Webstrik.

14 november 2007

Jerlev og Promenade

Jeg har en fridag i dag, og jeg valgte her til formiddag at køre ud til vores hus, og se hvordan det står til, om der sker noget.

Jeg kunne se den sidste raditor var sat op, og at de (smeden går jeg ud fra) har sat varme på.

Så selv om huset overhovedet ikke er færdigt, der mangler både køkken, bad og gulve, føltes det lige pludselig som et hjem. Tænk sig hvad lidt varme kan gøre.

Jeg skal nu til at slå op til den første "vinge" på promenade (for 2. gang), så det går langsomt men sikker fremad. Jeg skal have slået maskerne op inden mandag, for jeg strikker på det når jeg er til vægtkontrol. Og indrøm det nu, det er ikke til at slå næsten 600 m op, når der står en og taler om jul i alle afskygning inden for mad, er det vel!

11 november 2007

Strikkecafe

Jeg var i går på strikkecafe hos den lokale garnpusher, Garn og Design i Vestergade, Vejle.

Jeg var sammen med Pia C, Givskud, som nu på det nærmeste er blevet min nabo, dvs. vi bor på hver vores vej, på hver vores hjørne, men kan se hinandens huse.

Og så kan man jo ægre sig lidt over at det kun er til den 1. februar, hvor jeg (sammen med manden) flytter i vores nye hus i Jerlev.

Ægre sig fordi Pia og jeg snakker, som om vi har kendt hinanden altid, og det som regel tager min. ½ time at få sagt farvel og komme ud af døren, selv om vi lige har snakket i flere timer.

Heldigvis skal vi i strikkecafe igen om 14 dage.

Og så startede jeg på endnu et tørklæde med bladmønster. Denne gang til Katja, som, da vi var på familieweekend, spurgte hvornår jeg strikkede et halstørklæde til hende, og så skulle det gerne være lyserødt.

Og da jeg jo kan mønsteret udenad, næsten, tænkte jeg at det var da det oplagte strikketøj at have med et sted, hvor jeg ved der bliver snakket.

10 november 2007

Min favoritkandidat

Her har I min favoritkandidat til valget.

29 oktober 2007

Familieweekend 2007


Familieweekenden 2007 gik til Bulbjerg.

Billederne kan ses
her.

24 oktober 2007

Theas tophue + Ravelry

I skal da ikke snydes for et billede af Thea med tophuen.

Jeg er i går blevet inviteret til at deltage på Ravelry, som man webstrikkere kender. Jeg så først invitationen i dag, så jeg må indrømme, jeg "tillod" mig, at kigge lidt mens jeg var på arbejde.

Så ser vi hvor meget jeg får ud af det, og hvor meget jeg kan finde ud af, da det er på engelsk, men mon ikke det går. Andre har da fundet ud af det.

22 oktober 2007

Tørklæde med bladmønster

Jeg har tænkt mig at dette tørklæde skal min søster have i fødselsdagsgave, og jeg kan sagtens skrive det her, for det med internet, er ikke noget hun vil have i huset.

Det bliver strikket i petroleumsfarvet opalgarn.

Og til Annette, du har ret, det er et nemt mønster, jeg skulle bare lige have lov til at sidde i fred og ro med det.

20 oktober 2007

Dukkesokker

Jeg har lige lavet disse til Theas dukke, Frank er ude og aflevere dem, da han skal hente Theas tophue.

Vi skulle ellers have været i Randers på weekendophold med Franks firma, men jeg har hele ugen gået og været ved at blive forkølet, og i dag synes jeg det er endnu værre end det har været hele ugen.

Jeg giver firmaets air-condition skylden. Jeg har været syg ca. 1 gang om måneden siden det blev startet i foråret.

Festivalsokker

Her er så de sokker som jeg købte garn til på strikkefestivallen. Jeg startede på dem, da jeg jo havde fået strikketøjer med som krævede koncentration. Og nu er de så færdige.

19 oktober 2007

Theas tophue

Thea har nu fået sin nye hue, men den er åbenbart for kort, så der skal strikkes et stykke i.

Lige nu venter jeg bare på at den skal komme retur, så jeg kan få den lavet helt færdig/om.

Ellers kæmper jeg med at få lavet nogle af de småprojekter jeg startede på strikkefestivallen færdig.

Er ved 1 par sokker til mig selv, og er ved hælen på sok nr. 2.

14 oktober 2007

Theas tophue

Her ser I så Theas tophue, jeg synes selv den er blevet fin, så må vi bare håbe, at den passer, men mon ikke.

Til Frida, nej tante Inge har ikke strikket den trøje Thea har på i det forrige indlæg. Det er en købetrøje

Børnepasning og strik-in

I fredags fik vi lov at passe Thea for første gang. Det var jo en fornøjelse. Hun er altid glad og bare hun har en stol, Dukke-Lise og et tæppe, kan hun sagtens lege selv.


Hun får megen tid til at gå med at kravle op og ned af lænestolen, og så er det jo godt vi har mere end 1 for Dukke-Lise skulle nemlig ligge og sove i en af de andre stole.


I går var jeg (også for første gang) til strik-in i Garngalleriet i Ry. Sikken en masse kendte ansigter, næsten allesammen mennesker jeg havde været sammen med forrige weekend, da vi var til Strikkefestival i Næstved. I skal alle have tak for at jeg følte mig meget velkommen.

Jeg købte næsten ikke noget garn, bare lige 1 ngl. lyserødt Arwetta, som skal bruges til en tophue til Thea. Den har hendes mor bestilt, da Thea har fået ny vinterjakke. Hun har også fået ny flyverdragt og støvler, så nu kan hun klare alle vandpytterne.

08 oktober 2007

Strikkefestival 2007

Puha, så er strikkefestivalen for i år overstået.

Det var dejligt.

Brugte for mange penge, dog ikke lige på garn denne gang. Købte ikke ret meget, men jeg fik købt en trøje/frakke i Næstved Stor-Center. Så nu er jeg moderne, og det er ellers ikke noget jeg går op i. Men dejlig er den.

Nå, men vi havde da vist alle en dejlig weekend. Godt selskab, god mad, megen snak og mange grin.

De meget få billeder jeg fik taget kan ses her.

Jeg ved godt det ikke er meget jeg skriver, men I skal vide jeg havde en kanongod weekend.

Nå, jeg kan jo fortælle lidt om, hvad jeg lavede.

Jeg fik strikket lidt på barselsgaven, en del på Promenade, startet på et tørklæde (blev moppet af Annette, men fik hævn søndag), og et par sokker. strikket lidt på Dominosjalet.

Gad vide hvorfor jeg næsten kun havde strikketøjer med hvor der skulle tælles, hm, det må jeg se om jeg kan huske til næste år, at jeg ikke skal have med.

Jeg fik lært dobbeltstrik, så nu varer det ikke længe inden jeg skal strikke et sjal/tørklæde i den teknik. Supernemt, når bare man ved hvordan man gør.