Jeg er næsten færdig med blusen til Esben, mangler lige 2 kanter og så sy knapper i. Bagefter skal der strikkes en trøje med hætte i de samme farver.
Jeg har nu styr på, at jeg skal til Flensborg den 16. og 28. juli. Jeg skal til tandlæge dernede, og må indrømme, jeg er en kylling. Ikke med hensyn til tandlægen, nej, men det at skulle køre og parkere i en by, der på mig, virker som en by med meget trafik. Derfor har jeg fundet på, at jeg jo kunne tage toget. Men nej, for at kunne være ved tandlægen kl. 15.30, skal jeg hjemmefra kl. 8 om morgen, og er så først hjemme igen kl. 22.
Nå, ny ide må udklækkes. Hvad med tog fra Padborg - går heller ikke. Nå, hvad så med bus, det er straks bedre. Men det er nu bedst med bus fra Kruså til Flensborg ZOB, det tager 20 min ca. og den kører hvert 20. min. Så kan jeg parkere bilen i Kruså, jeg kan stadig nå en halv arbejdsdag, have noget tid i Flensborg, hvis jeg vil, og så være hjemme omkring kl. 19.
Vi har nu fået lavet trappetrin ud for diverse terrassedøre. Når de er tørre (mandag) må vi bruge dem. Dejligt, så er det nemt at komme ud fra stuen og soveværelset. Ingen høje trin.
Fredag var vi til fødselsdag hos min søster. Puha, hvor en lækker middag. Champagnesuppe, fyldt mørbrad med små ovnbagte kartofler og salat, og til dessert fragelite med jordbær. Mums, det var godt. Om jeg forspiste mig, gæt selv!
Her til morgen blev jeg så endelig færdig med at brodere juletræstæppet. Juhu! det har også taget næsten 2 mdr., hvor jeg faktisk kun har strikket ganske lidt.
I går var Annette og jeg til WWKIP i Randbøldal. Jeg mødte flere damer, jeg kender fra Vejle Husflid. Dagen blev holdt sammen med deres Valdemarsmarkedsdag, så der var ganske meget at se på. Bl.a. var vi så heldige at se en falkoner med en musvåge og en ugle. Det er flotte fugle, og musvågen fløj ganske lavt hen over mig, det er meget flot fugl. Uglen var endnu ikke uden dun, så derfor blev den ikke trænet endnu, men den fik træning i at møde mennesker.
Lidt fik jeg da strikket, det blev på mit tæppe i garnrester. Men nu gælder det Esbens fødselsdags-/julegave. Og bagefter skal jeg have strikket julegaven til Thea.
I morgen bliver Esben 6 mdr. Tiden går og han stortrives.
Jeg var ved tandlæge endnu engang i fredags. Det er ikke så sært, jeg har haft tandpine, da det viste sig, at der var betændelse i roden på tanden, så jeg fik lige en rodbehandling. Det gør ikke ondt, i hvert fald ikke mere end et par pamol kunne tage smerterne, da bedøvelsen holdt op med at virke. Prisen taler vi ikke om, men det svarer til ca. 4 kits fra HF, men det skal jo gøres, for det andet var da ikke til at holde ud.
Så alt i alt var lørdag en god dag, hyggeligt samvær med gode venner, og ingen tandpine.
Det er længe siden, jeg har fået skrevet noget, men det skyldes at jeg stadig brodere på juletræstæppet.
Jeg har dog fået hæklet denne lille elefant til Esben. Jeg tror, han blev glad for den. Det skyldes, at han gerne ville holde den. Han er jo også næsten 6 mdr. nu. Han er en glad lille dreng, han griner meget.
Annette har været ude at flyve med sin mand. Hun har været så flink at tage dette billede af matriklen. Tak Annette.
En søndag for et par uger siden fandt vi på at køre en tur til Rømø. Vi havde en dejlig dag, dog måtte jeg ikke tage et billede, da Frank var kørt fast i sandet og vi måtte trækkes fri. Godt det ikke var mig, der gjorde det.
I pinsen var vi i sommerhus. Desværre kunne vi først tage derop lørdag sidst på dagen, for vi skulle til svigerfars fødselsdag lørdag middag. Men vi havde nogle dejlige, afslappede dage. Fred og ro til at f.ex. hækle en elefant.
Vi har nu fået bestilt og leveret granit til forhaven, så mon vi får den lavet her i weekenden?
Jeg har været ved tandlægen i dag, jeg troede, jeg havde knækket en plombe, men det viste sig, at det er fordi jeg bider meget hårdt sammen. Det er jeg ikke rigtig herre over, da det er om natten, jeg gør det. Tandlægen sleb så noget af 2 tænder, så nerven kan få ro. Ellers er det udskiftning af 2 plomber. Det ender nok med, at jeg skal have en bideskinne til om natten. Det har jeg haft før, men da jeg ikke brugte den, smed vi den ud, da vi flyttede sidste år. Ærgerligt, for nu kunne jeg godt have brugt den.
I morgen har vi været gift i 5 år, det er altså ikke til at forstå, hvor tiden bliver af. Og jeg som troede, jeg aldrig skulle giftes.
Jeg har fået ny tæller, simpelthen fordi jeg ikke kunne huske koden til den jeg havde.
Figuren hedder godt nok calendar, men jeg synes med lidt god vilje, at det godt kunne ligne strikketasker.
Der sker ikke så meget på strikkefronten, da jeg er ved at brodere et juletræstæppe. Men i morgen skal jeg til strik-in i Ry, det glæder jeg mig til, da det er ved at være måneder siden vi sidst var der pga. messe i Vissenbjerg og påske.
Da vi var på ferie i Assens, sad vi den første eftermiddag ved havnen og fik vores kaffe. Som I kan se, skinnede solen. I Assens var der også denne blomsterbutik, som jeg synes ser helt sydlandsk ud.
1. maj var udnævnt til hækplantningsdag, så os i nr. 4, 6 og 8 gik i gang fra morgenstunden med at sætte hækplanterne. Vi i nr. 6 var så heldige, at få hjælp fra svigerfar og svoger Ole.
Senere kom Thea, Esben og Anja på besøg, så Thea skulle da lige prøve onkel Franks nye havetraktor. Eftermiddagskaffen blev indtaget i nr. 8, hvor Helle havde lavet lagkage til os alle.
Birgith, min søster, var på besøg i går, med nyeste medlem af familien. Han hedder Sofus og er 5 mdr. Han er en blandingshund med noget beagle, terrie og et par andre slags hund i sig. Han er meget sød og rolig. Han kommer fra Nordjylland.
Vi har været på ferie i Assens, og var rundt og se diverse gårdbutikker med garn. Desværre fandt vi kun 1 og det var på Als på vejen hjem. Jeg havde åbenbart fundet en liste på nettet, som ikke var blevet opdateret. Men på Als fandt vi Mjang, som jeg tidligere har besøgt med Vejle Husflid. Jeg købte 250 gr. Cottonwool til en bluse til Thea i julegave. Det er den lilla som var på forsiden af Hendes Verdens tillæg med strik for et par uger siden.
Vi startede så i mandags på arbejde igen. Der var sket noget siden jeg sidst havde været der. Vi var skiftet til den nye server, som vi vidste, vi skulle på et tidspunkt. Det er bare ikke sjovt, når man har store bunker liggende, skal betale regningerne, og hvad nu sådan en kreditorbogholder som jeg ellers laver. Samtidig havde vi nemlig fået ny version af Office-pakken, så vi samtidig med skulle sætte os ind i hvordan programmerne nu virker. Instruktion har vi nemlig ikke fået, så det er gået med at fandt én ud af noget, fortalte man det til de andre, eller man spurgte ud i rummet, ved I hvordan... Nå men det er da gået. Banken fik de til at virke tirsdag, så onsdag kunne jeg endelig betale regninger.
Firmaet bruger også en anden bank, og men den har de ikke fået til at virke endnu. Heldigvis bruges den ikke ret meget.
I torsdags da jeg kom hjem fra arbejde stod der en mega kasse i carporten. Det var Franks nye havetraktor. Han havde bare lige glemt at fortælle mig, at han havde bestilt den. Jeg vidste godt han skulle have en, men ikke at han allerede havde bestilt den. Heldigvis for Frank, havde han fri igår, så han kunne få den afprøvet. Så mens jeg var på arbejde, kom Franks forældre og hjalp ham med at få den pakket ud. Det er jo ikke lige noget, der er så nemt at håndtere ved udpakning.
Vi fik derfor slået græs for første gang på matriklen. Det pyntede.
Næste fredag står den så på plantning/sætning af hæk, sammen med de nærmeste naboer, som også skal have sat hækplanter.
Og nu noget strikkerelateret. Jeg har hos min lokale garnpusher bestilt et sæt med strømpepinde i 6 forskellige størrelser fra Knitpro. De var kommet igår, men det viste sig, at være den forkerte længde. Jeg havde bestilt 20 cm, og de havde modtaget 15 cm. Den længde synes jeg er lige lovlig kort, jeg får altid en af pindene til at hænge fast i min vielsesring + at jeg næsten altid er ved at tabe maskerne. De problemer har jeg ikke med dem på 20 cm, derfor!
Da jeg igår skulle på besøg hos Annette, skulle jeg have et strikketøj med, hvor man kan strikke/snakke på samme tid. Derfor tog jeg mit tæppe i restegarn med, og blev næsten færdig med bane 4, jeg blev dog færdig med den i aftes, (så nu mangler jeg kun 6 baner).
Jeg har dog måttet konstatere, at både dominosjal og tæppe er for varme at sidde med om aften, når jeg ser tv. Så dem må jeg strikke på, når det bliver køligere - dvs. regn eller om morgen, hvor det ikke er så varmt.
Derfor tillader jeg mig i dag, at starte på fødselsdags-/julegaven til Esben. Jeg købte jo garn til den en lørdag vi var på tur i det sønderjyske. Det er en bluse og en hættetrøje fra Sandnes Garn, strikket i Lanett Superwash. Håber helt ærligt at strikkefastheden passer til p 3, da den ellers skal strikkes på p 2½, og det ikke lige er mig, jeg får ondt i hænderne. Det kan lige gå til en ribkant, men ikke en hel bluse.
Igår morges da jeg skulle starte min pc op, gjorde den underlige ting. Det gjorde, at jeg nu er ved at lægge alle mine billeder på Flickr, så jeg er sikker på, de ikke forsvinder ved evt. HD-nedbrud. Den har dog opført sig pænt lige siden, men det ville da være træls, at miste alle mine billeder.
Og endelig ringede lægen. Jeg skal ikke opereres, vi skal se tiden an, så nu går der i hvert fald indtil sidst i oktober, før det kommer på tale igen. Rart med et svar.
Her er så Theas cardigan med knapper. Som I kan se blev det de turkise.
Vi var igår til kaffe hos Franks søster, og jeg fik taget dette billede af Frank og det yngste skud på stammen, Esben. Han er meget god til at grine. Han gør det i hvert fald konstant. Måske undtaget lige når han er sulten. Frank og Esben har næsten lige mange rynker i panden.
Vi har været i sommerhus her i starten af påsken. Vi kom hjem i dag.
Det betyder, at så har jeg fået strikket rigtig meget. Jeg er blevet færdig med trøjen til Thea, mangler kun lige at sy knapper i, men kan ikke bestemme mig til, om jeg skal investere i nogle som er helt hvide, eller sy nogle blomsteragtige i, som er sart turkis. Her må I gerne komme med jeres mening, da jeg er i tvivl.
Så nu er Dominosjalet kommet frem igen. Jeg forsøger jo at blive færdig med bare nogle af mine ufoer.
Igår havde vi besøg i sommerhuset af mine svigerforældre. Det er så dejligt uforpligtende, når det er der, da selve huset kun er 16 m2. Det giver ligesom sig selv, at vi ikke kan stille an med en masse, så det blev til pulverkaffe og kage købt ved bageren i Hammerum.
Vi havde for et par år siden købt nogle tøndelignende krukker hos Harald Nyborg. Så i år fik vi endelig fundet dem frem. Vi forsøger os med at så nogle forskellige frøblandinger i dem, så må vi se om det bliver til noget. Problemet er jo, at vi ikke er der i løbet af ugen og kan vande, så derfor vil vi ikke sætte blomster i.
Og øv, der havde været mus i vores hynder, så igår var vi i Jysk og købe nogle nye.
Jeg har i dag være på en "længere" tur på min cykel. Jeg tror, det svarer til ca. 8-9 km. Det lyder måske ikke af så meget, men jeg kan godt mærke det i mit "dårlige" knæ, som jeg kalder det. Det er mit venstre knæ, som jeg er blevet opereret i 2 gange. Det vil ikke altid, det som jeg gerne vil, og det har jeg desværre måtte lære at tage hensyn til, siden jeg var 18, så nu har jeg lært det.
For nogle uger siden var vi på besøg hos min ældste søster, og fik der nogle sommerfuglebuske, en løjtnants-hjerte og nogle fjerbuske. De skyder allesammen, så der er ikke nogen som er gået ud ved at blive flyttet til Jerlev.
Indtil videre er det planen, at vi og vores naboer til begge sider, skal plante hæk i weekenden, der starter den 1. maj. Næsten alle har fri den fredag, så mon ikke det skulle kunne lykkes, at blive færdig. Det begynder efterhånden at ligne en have.
Jeg er lige blevet færdig med Shellys scarf. Det er strikket i Bamboo fra Brugsen og er rigtig blødt.
Så man kan måske meeed lidt god vilje sige, at jeg er færdig med den første ufo.
Der kommer som sædvanlig billede engang.
Næste projekt er trøjen til Thea.
Ellers har jeg haft problemer med Ravelry de sidste 14 dage. Fandt så ud af i dag, ved at læse på Ravelry, at det sikkert skyldtes, at jeg havde opdateret IE til version 8. Så nu har jeg downloaded Firefox, og det hele fungerer fint igen.
Nu det er forår, skal vi jo have plantet hæk. Derfor havde Frank indkaldt til hæk-møde med naboerne. Vi var 4 husstande. Vi nåede frem til at vi skulle have liguster, og at den skal plantes i weekenden som starter fredag den 1. maj, da det viste sig, at de fleste har fri den fredag.
Ellers er jeg blevet inspireret af Siffe, og har vildt lyst til at blive færdig med alle mine ufo'er. Desværre er det et projekt som tager meget lang tid, men inspirationen skal udnyttes, mens den er der. Så lige nu strikker jeg på Shelly scarf, som er det projekt, som kan blive hurtigst færdigt.
På trøjen til Thea er jeg nået til ærmegab på bullen, og er startet på det 1. ærme, det er jo en trøje i raglan-stil med rundt bærestykke. Den bliver strikket i Mariposa - noget bomuldsgarn jeg købte i Aldi for nogle år siden.
Ellers går jeg og venter på, at lægen på hospitalet, skal ringe, for at fortælle om jeg skal opereres igen. Denne gang er det biskjoldbruskkirtlerne, som det er galt med. For 2½ år siden fik jeg fjernet den ene skjoldbruskkirtel og har siden gået til kontrol på hospitalet. Det generer mig ikke, at jeg måske skal opereres igen, men jeg vil bare gerne vide om jeg skal. Jeg er ikke god til usikkerhed.
Nu vil jeg ind og strikke og se programmet fra DK4 om strikkunst, det er optaget på videoen. Rart man selv kan bestemme, hvornår man vil se noget.
Woman is walking the World for Breast Cancer. Please pass her on so that she can reach her destination. Say a prayer for all those who are affected by this terrible disease. She's walking around the world!! Pass it on so she can get there!
WIP
Florajakke af Christel Seyfarth
Beate
Sokker
Silkebluse