Juledepression

Hvert år bliver jeg ramt af, hvad jeg kalder min juledepression. Den er træls, for her går jeg og glæder mig til julen og vupti, så er den der lige pludselig. Det er synd for min mand, for han forstår ikke en disse. I år udartede den sig her til morgen ved, at jeg lige pludselig ikke syntes der var noget ved de gaver jeg fik i går, og som jo var dejlige gaver og noget jeg havde ønsket mig. Jeg listede ind på mit værelse og satte mig til at hyle. Jeg følte, jeg var et utaknemmeligt skarn, men helt ærligt, jeg kan ikke gøre for det. Den kommer bag på mig hvert år, den depression. Nogle år varer den til og med nytår.

Så det kan da godt være at min rare mand har ret, når han siger, jeg helst ser højtiderne overstået.

Men hvem forstår sig på kvinder, jeg gør ikke.

Og nu til noget helt andet. Jeg skrev i går, at jeg var gået i gang med en dukke-dåbskjole. I dag fandt jeg ud af, at den gerne skulle være færdig inden den 14. januar, for der skal Kathrine døbes, og Katja vil nok gerne have kjolen til dukken inden, så dukken kan have sin dåbskjole på til den store begivenhed.