27 august 2006

Ferien er slut

Ferien er slut, og hverdagen starter igen efter 3 ugers ferie. Det har været en meget afslappet ferie, netop fordi vi har haft 3 uger.

Den første uge var vi i Odense, og ellers har vi opholdt os enten hjemme eller i vores sommerhus. Når vi har været i sommerhuset, har vi haft travlt med at bygge et skur i samme stil som sommerhuset, og vi er da også nået så langt, at der kun mangler, at blive lagt gulv. Det bliver dejligt, for så kan vi få vores ting (havemøbler og deslige) i hus den kommende vinter. Sidste år satsede vi og lod alting stå bag huset, og vi har været heldige, der har hverken været tyve eller mus i tingene.

På tirsdag starter sæsonen i Vejle Husflid, så der skal jeg med, om ikke andet så fordi jeg skal have betalt medlemskontingent og turen vi skal på, på lørdag. Det er den, som går til Sydals. Ellers har de i oktober mener jeg det er, nogle aftner med forskellige strikketeknikker, så dem regner jeg da med, jeg skal deltage i. Den første mødeaften i hver måned, har de noget som de kalder Cafe, det er jeg spændt på hvad er, men jeg forestiller mig, at det er noget lignende strikkecafe, bare at folk har forskellige håndarbejder med, alt efter lyst og hvad man nu brænder for. For selv om vi der strikker meget, nødig vil indrømme det, så findes der jo andre former for håndarbejde. Selv ville jeg ønske jeg havde mere tid, for jeg vil også gerne brodere.

På fredag tager jeg til Viborg til Husflidsmessen der, og jeg har bevilget mig selv lov til at købe garn, selv om der ikke er huller i isoleringen, men jeg forsøger at dække mig ind under (i hvert fald overfor mig selv) at fra næste år, bliver der ikke råd til at købe garn, når vi skal bygge hus, og så er det jo med at have lageret i orden, ik'!

24 august 2006

UFO KAL 2006

Nu er jeg endelig ved at være så langt, at jeg kan komme i gang med min tilmeldte ufo, se UFO KAL 2006, men jeg synes da ikke I skal snydes for et billed, men for eftertiden bliver I nødt til at besøge ovennævnte link for at følge med.

Jeg har fået taget billeder af de små trøjer jeg blev færdig med i forrige uge, men I må stadig vente til den 14. september med at se dem.

Byggeri og besøg


Vi er ved at bygge skur på sommerhusgrunden, og i den forbindelse fik vi besøg af Kathrine. Jannie (Kathrines mor) havde i H & M's katalog set en cardigan med aran-strik, hætte og bindebælte, og den har hun så bestilt hos mig. Vi fandt en opskrift som godt kan bruges, jeg skal bare lave cardiganen lidt længere og så lige designe et bælte. Så den fik vi købt garn til hos Kølkær Stof.

Hun har lige spist en chokoladekiks, som det sikkert kan ses.

Jeg har nu fået en operationsdato, og det bliver den 10. oktober. Det kunne sikkert godt blive før, men jeg vil bare med til Kathrines forældres bryllup den 30. september (det som er skyld i at jeg ikke kommer til Strikkefestival hos Webstrikkerne).


Vi nåede så langt med skuret, men så kunne jeg for det første ikke løfte mere træ, og for det andet kunne vi ikke nå højere uden stige, og dem havde vi ikke lige tænkt på at tage med. Men i dag hjælper min svigerfar så med resten, så vi kan få tag på.



I skal da ikke snydes for et billed af den grund vi har købt i Jerlev, og hvor vi skal bygge næste år. Men bare rolig, det skal vi ikke bygge selv, det betaler vi os fra.

Jeg bliver nødt til at smutte, men mere følger senere på dagen.

16 august 2006

Billeder og tålmodighed

Til alle jer som venter spændt på billeder, I kommer altså til at vente indtil i hvert fald den 14. september, for før bliver gaverne ikke afleveret, og jeg ved ikke kom moren følger med i min blog.

15 august 2006

Ommeren

Jeg er nu færdig med min ommer, dejligt! Og det blev meget bedre, netop som jeg havde forestillet mig.

Raglan oppefra og ned og en ommer

Jeg er netop blevet færdig med min første raglan oppefra og ned. Puha! Første forsøg skulle nok have været ensfarvet og ikke stribet, men det lykkedes efter mange forsøg. Jeg er selv ganske tilfreds.

Ommeren er den lyserøde cardigan jeg strikkede til Thea. Jeg er simpelthen ikke tilfreds med den hæklede kant, så jeg har besluttet at trævle den op, og så strikke en kant på forstykkerne og hækle en række krebsemasker i halsen.

Jeg mangler også at strikke min august-firkant i Tæppeknitalongen, så det kunne være jeg skulle få det gjort, inden jeg giver mig i kast med raglanen til Frank, som jeg har tilmeldt UFO KAL 2006.

Ja, og så er der jo også lige blusen til Rasmus, som skulle have været færdig for længe siden, men glatstrik og ensfarvet er lidt kedeligt. Jeg mangler dog ikke så meget, kun ca. halvdelen at stykket fra ærmegab og op på forstykket, 2 ærmer, halskanten og så selvfølgelig monteringen. Det er da ikke så meget, vel!

Jeg havde jo købt garn og opskrift til min søster, da jeg besøgte Hjelholts Uldspinderi i sidste uge, og jeg fik da det indtryk at hun blev meget glad for gaven. Jeg havde også været meget flink, jeg havde vundet garnet op i nøgler til hende, ellers vidste jeg jo godt, at jeg ville få det med hjem igen, for så der at skulle vinde det op.

Nu er der kun ca. 1 uge til jeg skal på hospitalet, og forhåbentligt have at vide hvornår jeg kan blive opereret. Selv satser jeg på ugen som starter med den 2. oktober. Jeg vil ikke opereres i ugen op til min nieces bryllup. Men selvfølgelig hvis det kan blive meget før (utopi), ville det da ikke gøre noget.

14 august 2006

Kursus

Jeg har meldt mig til et strikkekursus for viderekommende hos AOF i Vejle, det kan ses her.

Jeg var lige på arbejde i dag midt i min ferie. Vi skal have nyt regnskabsprogram, og så var det jo rart at være med fra starten. Mit umiddelbare indtryk er, at mange ting bliver nemmere, når først man er kommet ind i dem, så jeg gik derfra med et dejligt positivt indtryk. Og så var dagen jo ikke spildt, og jeg får desuden en anden feriedag i stedet for. Den tager jeg allerede den 1. september, for da er der Husflidsmesse i Viborg.

Dagen efter skal jeg med Vejle Husflid på tur i Sønderjylland. Vi skal se Papirmuseet og vi skal også besøge Mjang Gårdbutik.

13 august 2006

UFO og grundkøb

Jeg har tilmeldt mig UFO KAL 2006. Jeg har tilmeldt raglantrøjen til Frank i håbet om at jeg så får den færdig, jeg har vist ikke rørt den siden sidste sommer, hvor den var mit sommerhus-byggeri-strikketøj. Jeg har dog ikke fået skrevet noget endnu, har lige et par fødselsdagsgaver som skal være færdige.

Ellers skal der tages mange beslutninger i det lille hjem. Vi har nemlig købt grund i Jerlev (lidt uden for Vejle), og skal jo da også have et hus på, det bliver ikke før næste år, da byggefirmaerne har så travlt. Men der skal jo stadig træffes beslutninger om hvilket hus, hvordan det skal se ud osv., så I kan nok forstå at puha, det er svært!

Odense

I år var vi i Odense i vores ferie (som overhovedet ikke er slut endnu).

Vi brugte bl.a. en hel dag i Odense Zoo, se billederne her.

Jeg havde jo, som en rigtig strikker skal, strikketøjet med på turen. Desværre havde jeg fået de forkerte pinde med, så det endte med at vi besøgte Tante Grøn i Vestergade allerede om mandagen. Jeg fik købte den rigtige størrelse pinde, men også 28 knapper, de 4 vidste jeg godt hvad jeg skulle bruge til, men de resterende var bare fordi de var søde/pæne, og kan bruges til små trøjer på et tidspunkt. Jeg købte også en målebånd, hvor der er cm på den ene side og tommer på den anden. Jeg har godt nok et i forvejen, men dette skal forestille en hund, og jeg har altså noget med dyr. Jeg kan varmt anbefale denne butik, alene ud fra den søde og venlige betjening man får.

Onsdag kørte vi til Tåsinge, men med det klare mål at besøge Hjelholt Uldspinderi. Der købte jeg 2 bundter 4/1 garn samt opskriften til et trekanten sjal med hulmønster. Det var en gave til min søster, som vi skulle til fødselsdag ved igår. Desuden smuttede der 4 bdt. fra Dansk Pelsuld i kurven, som måske skal bruges til det sjal, hvor det viste sig, at garnet ikke duede (gik i mange stykker), da det blev vundet op i nøgler. Jeg købte 4 bdt., da jeg ikke kunne huske hvor meget garn jeg skal bruge til det sjal.

Torsdag var vi i Fåborg, og der fandt jeg en masse nyt tøj hos Tøjtøsen i Østergade. Jeg skulle bare lige kigge hvad de havde på udsalg i min størrelse, og det endte med at jeg fik købt tøj til det bryllup jeg skal til i september, så det var dejligt, for nu behøver vi ikke skal til Kolding hos Lis G her i ferie, som det ellers var planen. Udover det "fine" tøj, fik jeg også købt 3 bluser til hverdagsbrug.

Alt i alt havde vi en dejlig tur til Odense og det fynske landskab.

06 august 2006

Tobias og firkanter

Her ser I så det nye medlem af familien. Han skal vistnok hedde Tobias, det har storebror Casper bestemt.





Her ser I så de to nyeste firkanter til mit bidrag til tæppeknitalongen. Resten kan ses i fotoalbummet andet sted på siden.






Jeg er også blevet færdig med Theas fødselsdagsgave, jeg mangler lige knapperne, men mon ikke jeg når det inden midten af september, nu hvor jeg også har FERIE!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

02 august 2006

Grandfaster

Ja, jeg vil da lige prale lidt!

Jeg er blevet grandfaster atter engang. Det blev også en dreng denne gang, så nu har det stolte forældrepar 2 drenge.

Barselsgaven kan endelig afleveres, den har været færdig siden påske, da jeg godt kan lide at være i god tid med gaver, når nu tidspunktet er usikkert. Man ved jo aldrig hvor travlt de små har med at komme til verden.