13 august 2008

Billeder

I går fik vi endelig hængt noget på væggene. Vi har også kun boet her i 6 mdr., så det er helt underligt at se andet end hvide vægge. Måske hænger det sammen med at Frank efter 1½ uges ferie synes der skal ske noget, at han skal lave noget. Nå pyt, uanset grunden var det dejligt.

I går var vi på besøg hos min svoger Per, vi havde lige nogle kasser fra dengang vi flyttede, som vi gerne ville af med. Det har vi egentligt villet længe, men da vi var ved at være klar for nogle måneder siden, var det, at Per var ude for en arbejdsulykke. Han er stadig sygemeldt, men når man tænker på, hvor forbrændt han var, er han sluppet heldigt. Han ser rigtig pæn ud i huden i ansigtet, man kan faktisk ikke se noget. Det er hans hænder, som blev mest forbrændt, som også gør at han stadig er sygemeldt. Der fik han nemlig transplanteret hud, så han går stadig med beskyttelseshand-sker. Men i går var handskerne til vask, så vi så huden, og den er ikke grim, ser lidt fortykket ud og er rød.

I går fik Frank også aftalt med en havemand, at han skal komme og lave græsplæne for os. Det er et stort areal, ca. 1000 m2. Ellers venter vi lige på at naboen skal blive færdig med deres byggeri, så vi kan få aftalt mht. hæk, og højden på jorden. Der er nemlig niveauforskel, så derfor venter vi på dem. Vi kan jo ligeså godt få det til at passe sammen i højden, så der ikke bliver en skrænt over til dem.

Jeg tror, de næsten ikke kan vente ret meget længere, skal vist flytte ind i næste uge (ifølge planen). Det må ikke have været nemt, at bo i en skurvogn med 2 børn og 1 stor, men dejlig, hund.

De er efterhånden også ved at være færdig med færdiggørelsen af vores område. Der mangler vist efterhånden kun at blive asfalteret. Vi har asfalt nu, men der skal lige et ekstra lag på og så også laves opkørsler til grundene.

Ingen kommentarer: