31 oktober 2009

Strikkerier

Naboen ældste datter havde fødselsdag i tirsdags. Så jeg stikkede lige 2 par sokker til hende og lillesøsteren. Vi hejste også flaget for Emilie. Jeg fik senere en sms fra moderen, at Emilie syntes vores flagstang også lidt var deres, når nu vi flagede for hende. Mille (lillesøsteren) sagde (iflg. moderen), at sokkerne var lige det, hun altid havde ønsket sig. Det er jo altid rart at høre, tingene falder i god jord hos modtageren, og ikke kun hos moderen.

Så er spørgsmålet bare, hvad skal jeg lave, når Mille har fødselsdag til marts. Det er jo ikke så aktuelt med hjemmestrikkede sokker til foråret og sommeren.

Forslag modtages gerne. Indtil nu har jeg tænkt på en "boa" af pelsgarn. Det kunne jo være de leger udklædning en gang i mellem.

Ellers er jeg blevet færdig med sjalet til Jannie, det mangler lige en blokning. Mønsteret er "Sjal med blomstermønster".

Hvis jeg skal lave det igen, kunne jeg godt finde på at lave mønsteret 2 gange, forstået på den måde, at iflg. opskriften slå man 5 m op og strikker 1 blomst. Jeg kunne godt finde på at slå 5 m op, strikke udtagninger både i siderne og på midten, og så når der er masker nok til en blomst på hver halvdel, at gøre det. Jeg synes, det er lige smalt nok, i hvert nu, hvor det ikke er blokket, og så har jeg endda lavet 2 gentagelser ekstra.

Lige nu er jeg ved at strikke den korte vest fra Hendes Verden, som jeg har lavet tidligere på året. Svigermor ønsker sig den i julegave. Hun så den, da Anja fik sin. Den er hurtig lavet, strikkes på p 7 og der er 64 p ialt. I morges blev jeg færdig med ryggen, og ville så lige strikke den rest op der var. Det blev lige til et halvt forstykke, så nu mangler jeg kun 1½ forstykke og kanter.

Samsø

Sidste weekend var vi på Samsø. Vi var så heldige at få et ophold gennem DTF til 99 kr. pr. pers. indeholdende 2 overnatninger, morgenmad og 2-retters menu lørdag aften. Dertil kom så færgebilletten, men den kom jo under alle omstændigheder.

Vejret var desværre ikke det bedste, men heldigvis regnede det først, da vi skulle hjem søndag.

Vi havde en dejligt afslappet weekend, og jeg fik købt et par halvlange støvler i rødt læder. Sådan nogen som er rigtig gode, til når det er koldt og vinden blæser. Jeg har nogle andre støvler, til når vejret er rigtig slemt, altså til når der også er regn, slud eller sne.

Jeg kunne godt tænke mig at komme til Samsø igen, men så skal det være om sommeren.

17 oktober 2009

Sjal, sokker og ryggen

Jeg er jo i gang med sjalet til Jannie, og egentligt er jeg nået så langt, at jeg skulle strikke kant. Men helt ærligt, det ser ikke stort ud, så jeg har valgt at forlænge med 11 mønsterrapporter mere. Det gør ikke noget, for der er garn nok!

Til gengæld får sjalet lige lov til at ligge lidt i dvale, da jeg tidligt torsdag morgen fik den ide, at naboens Emilie, da skulle have et par hjemmestrikkede sokker i fødselsdagsgave. Jeg skulle dog lige have spurgt hendes mor om størrelsen. Jeg laver også lige et par til lillesøsteren, Mille. Hun kan jo ikke gøre for, hun først har fødselsdag til marts, og der har man jo ikke sådan brug for varme sokker. Ikke Mille i hvert fald, hun har det bedst uden tøj på. Det oplevede vi i foråret og sommeren. Helst køre cykel kun iført undertrøje og trusser og sko. Nå, det går jo nok, når man kun er 3 år.

Igår eftermiddags ringede Annette og inviterede på strik og kaffe i aftes sammen med fru Brogård (undskyld Mona, men staves det med 2 a'er?), som Annette altid kalder hende. Vi havde nogle hyggelige timer, og tænk sig, jeg kunne lige lære 2 garvede strikkere en ny måde at lukke sokker af, så tåen bliver pæn, i hvert fald på ydersiden.

Jeg tror da nok, vi blev enige om, at gøre det igen. Jeg vil i hvert fald gerne, og jeg vil også gerne ligge hus til.

Jeg har været på arbejde hele ugen, nogle dage på piller, og andre (mest sidst på ugen) uden piller. Så det går fremad. Jeg var ved fys i onsdag, ikke en succes-oplevelse. Han fik lige ramt et sted på ryggen, hvor jeg ikke vidste, jeg havde slået mig. Han kan være glad for, jeg lå på maven, for ellers tror jeg nok, at jeg (pr. automatik) havde pandet ham en. Ikke fordi jeg normalt slår på folk, men når nogen gør mig ondt, slår jeg igen.

11 oktober 2009

Ryggen

Det går bedre med ryggen efter jeg fik noget andet smertestillende medicin. Jeg er nu klar til at starte på arbejde igen på mandag. Så må vi se, hvordan det går.

Igår til brylluppet tog jeg ingen medicin, da jeg gerne ville skåle i vin for brudeparret. Det gik fint, men jeg må indrømme, at sidst på dagen, havde jeg ondt, og var træt.

Vi var hjemme omkring kl. 18.30, fik lige lidt let til kaffen, og kl. 20, gik jeg i seng efter at have taget medicinen. Jeg sov 10 timer næsten i streg, snakkede lige 5 min. med Frank, da han kom i seng. Det er mange år siden, jeg har sovet så mange timer på en gang.

I dag skal vi have hængt billeder op. Vi købte for ca. 3 uger siden 2 billeder til stuen. Men for ca. 1 uge siden fandt jeg 2 andre billeder, som vi hellere ville have, så de blev købt. De skal hænges op i stuen, og de andre 2 bliver så hængt op i soveværelset.

Jeg er kommet rigtigt langt på sjalet til Jannie, ca. halvvejs, så når jeg strikker vrangpinde, tænker jeg gevaldigt over, hvordan jeg skal lave kanten. For helt ærligt, jeg gider ikke lave en blondekant, da jeg strikker i sort mohair. Tænker på at lave en kant, hvor jeg på 1. pind tager ud til det dobbelte maskeantal, så den bliver lidt flæseagtig. Så Jannie, hvis du vil have noget andet, må du give lyd fra dig.

Bryllup

Vi var til bryllup igår.

Anja (Franks søster) og Ole blev gift.

De fik mange fine gaver, og jeg tror ikke, der var nogen, som skulle byttes. Samtidig var det Anjas fødselsdag, så vi havde da også fødselsdagsgaver med til hende. Vi syntes ikke, at hendes fødselsdag skulle "glemmes", "bare" fordi hun skulle giftes på den samme dag.

De fik 2 malerier af os, og Anja fik en håndmixer samt den vest jeg havde strikket til hende. Den blev hun meget glad for. Birthe (min svigermor) syntes også den var flot, så nu ønsker hun sig en magen til i julegave. Jeg tror ikke, Anja har noget imod, at hendes mor får en magen til, da de tit låner hinandens tøj.

Vi var på Aagaard Kro, som er berømte for deres gode mad.

08 oktober 2009

Ryggen + sjal

Jeg vil lige fortælle, hvordan det går med ryggen, hvis nogen skulle være interesseret.

Jeg har i dag fået andre piller, da dem jeg fik ved vagtlægen ikke virkede ordentligt, og desuden fik jeg ondt i maven af dem.

Jeg tog den første til frokost, og hold op hvor var det dejligt at have et par timer uden smerter.

Hvis det forsætter sådan, kan jeg snart gå på arbejde igen.

Selv om jeg godt kan strikke, er der altså kun en vis mængde tv man gider se til, så mit behov for gamle serier er brugt op for denne gang.

Jeg har lige opdaget at min venstre fod, som jeg ikke syntes jeg slog, er ved at blive gul, troede ellers kun der var et lille blå mærke.

Jeg startede igår på sjalet til Jannie, og syntes opskriften "vendte" forkert ifh. indtagningerne. Så jeg spurgte Lisette, som jeg købte opskriften af, om det var mig der var "konservativ". Men nej, det var det ikke, der er fejl i opskriften, indtagningerne skal vende, som jeg synes de skal, og det gør det meget nemmere at huske mønsteret. Så da jeg strikker i mohairgarn (og I ved jo alle, at det er umuligt at trævle op), valgte jeg at bryde tråden, og starte forfra. Jeg ved nemlig, at jeg har garn nok.

Vi var ude og aflevere huen, halsedissen og vanterne igår, og de passer perfekt. Thea blev superglad, og det er jo det vigtigste.

07 oktober 2009

Kjole

Nu er jeg blevet færdig med den kjole jeg trævlede op. Den snor stadig, men ikke helt så meget som da den blev strikket på rundpind.

Nu vil jeg i gang med et sjal til Jannie, det er vist ved at være flere år siden, jeg lovede at lave det. Det skal være sort, for det har hun bestilt. Jeg købte et sjalsmønster på strikkefestivalen, som jeg tror jeg vil strikke det efter.

06 oktober 2009

Vanter

Jeg fik her til morgen den ide at strikke et par vanter til Thea, da jeg jo alligevel havde garn til overs.

Så her er de. Nu har jeg ikke mere af den røde, og der er ca. 36 gr. tilbage af den grønne. Alt i alt er der brugt 3 ngl. rødt og 14 gr. grønt.

05 oktober 2009

Jordbærhue og halsedisse

Her er så Theas jordbærhue og halsedisse, som jeg strikkede på strikkefestivallen.





Esben

Her har vi så Esben, som var hos os i onsdags sammen med storesøster Thea.





Han er dybt koncentreret om at larme.

Siden sidst

har jeg været til strikkefestival i Svendborg.

Jeg købte noget af Bente Borgstrøms hjemmespundne garn, og det ender nok med at blive slidt op af gramsning inden der bliver strikket af det.

Jeg havde jo pakket mindst 4 forskellige strikketøjer, men i onsdags var Thea og Esben på besøg, og da Thea havde fået ny vinterjakke, ville hun gerne have en ny hue og en halsedisse som passer i farven. Så garn blev indkøbt torsdag. Halsedissen strikket lørdag og huen søndag, og så skal jeg i dag have afleveret 1 ngl. garn, da jeg havde købt for meget, som følge af ekspedientens råd om forbrug. Men hellere for meget end for lidt.

Desværre var jeg uheldig lørdag morgen. Da jeg trådte ud fra bruseren, var gulvet i badeværelset på vandrehjemmet blevet våd og dermed glat. Jeg faldt og landede med det ene ben inde i brusekabinen, det andet næsten i spagat, jeg hamrede albuen i toilettet, og slå min r.., så jeg nær aldrig var kommet på benene igen. Jeg fik mig kæmpet op igen, men det var svært, for gulvet var jo stadig vådt/glat, jeg har et knæ jeg ikke kan støtte på (gammel skade fra da jeg var 18), så ved at smide håndklæderne på gulvet, lykkedes det at komme op. Men hold da op hvor jeg græd. Jeg tror ikke jeg har grædt så meget siden 1996, måske lige med undtagelse af dengang min far døde.

Nå men jeg fik da kæmpet mig i tøjet. Det gjorde ikke noget at bukke mig, men når jeg skulle rette mig op igen, av, av, av! Jeg fik ringet efter Annette, og så kom der skred i tingene, hun kom med piller, som tog de værste smerter, men jeg valgte alligevel at komme til vagtlægen i Svendborg, som heldigvis kunne konstatere, der ikke var brækket noget.

Jeg vil gerne sige tak til alle jer som kom med piller og gode råd, og ikke mindst - nok det er tæller mest - omsorg. Tak for alle knusene og ønskerne om god bedring.

Jeg har heldigvis fri i dag, men jeg er ikke sikker på, at jeg kommer på arbejde i morgen, men nu tager jeg det én dag af gangen.

Ellers har vi travlt. Vi skal til bryllup på lørdag, men har endnu ikke fået købt gaven.