Sjal, sokker og ryggen

Jeg er jo i gang med sjalet til Jannie, og egentligt er jeg nået så langt, at jeg skulle strikke kant. Men helt ærligt, det ser ikke stort ud, så jeg har valgt at forlænge med 11 mønsterrapporter mere. Det gør ikke noget, for der er garn nok!

Til gengæld får sjalet lige lov til at ligge lidt i dvale, da jeg tidligt torsdag morgen fik den ide, at naboens Emilie, da skulle have et par hjemmestrikkede sokker i fødselsdagsgave. Jeg skulle dog lige have spurgt hendes mor om størrelsen. Jeg laver også lige et par til lillesøsteren, Mille. Hun kan jo ikke gøre for, hun først har fødselsdag til marts, og der har man jo ikke sådan brug for varme sokker. Ikke Mille i hvert fald, hun har det bedst uden tøj på. Det oplevede vi i foråret og sommeren. Helst køre cykel kun iført undertrøje og trusser og sko. Nå, det går jo nok, når man kun er 3 år.

Igår eftermiddags ringede Annette og inviterede på strik og kaffe i aftes sammen med fru Brogård (undskyld Mona, men staves det med 2 a'er?), som Annette altid kalder hende. Vi havde nogle hyggelige timer, og tænk sig, jeg kunne lige lære 2 garvede strikkere en ny måde at lukke sokker af, så tåen bliver pæn, i hvert fald på ydersiden.

Jeg tror da nok, vi blev enige om, at gøre det igen. Jeg vil i hvert fald gerne, og jeg vil også gerne ligge hus til.

Jeg har været på arbejde hele ugen, nogle dage på piller, og andre (mest sidst på ugen) uden piller. Så det går fremad. Jeg var ved fys i onsdag, ikke en succes-oplevelse. Han fik lige ramt et sted på ryggen, hvor jeg ikke vidste, jeg havde slået mig. Han kan være glad for, jeg lå på maven, for ellers tror jeg nok, at jeg (pr. automatik) havde pandet ham en. Ikke fordi jeg normalt slår på folk, men når nogen gør mig ondt, slår jeg igen.