Strikkecafe og næsten en katastrofe

Jeg var i går på strikkecafe i Vejle. Det var bare ikke lige min dag, strikkemæssigt. Det startede med at jeg sidder og strikker, og det er jo fint. Så er der en som vil se, hvad det er jeg strikker, det er jo altid dejligt at vise det frem man laver. Åh gud nej. Langt nede ser jeg fejlen, den springer i øjnene. Jeg har strikket ret i stedet for vrang, og det ses bare så tydeligt. Jeg må jo trævle op, der er ikke andet for, men jeg ville ikke gøre det før jeg kom hjem. Så gode råd var dyre, hvad skulle jeg så få tiden til at gå med, for der var stadig mindst 2½ time tilbage.


Nå, jeg finder et smukt sjal, det kunne jeg da godt købe garn og mønster til. Det er Krakasjalet af Marianne Isager. Garnet bliver Tvinni Alpaca i en mørk lyngfarve. Nå pinden bliver hevet ud af det som alligevel skal trævles op, og jeg går i gang. Mens jeg så sidder der og læser mig igennem diverse mønsterlinier, slå om, 2 vr, 1 ret osv, er der en som flytter mit mønster, fordi hun lige skulle ligge en bog. Da var det lige før, jeg havde sagt noget med meget store bogstaver.


Nå, eftermiddag fik ende, uden alt for mange flere problemer. De fleste er gået, og jeg står lige og sludrer med en af de andre deltagere, som jeg kender godt. Imens er indehaverens mand ved at rydde borde og stole væk.


Pludselig ser jeg noget mærkeligt. Jeg kigger igen, og jo der var ild i dugen. Hen og slukke ilden, og nu er det tankerne kommer.


Tænk hvis vores lokale garnforretning var gået op i flammer, alt det skønne garn, det er næsten et mareridt af at tænke på, hvad der kunne være sket, men som heldigvis ikke skete. Puha!


Indehaverens mand havde ikke fået slukket alle fyrfadslysene, og var kommet til at smide dugen fra det ene bord lige oven i det ene lys, som ikke var slukket. Uha, godt vi ikke var gået.