Jeg blev færdig i aftes med at hækle kanten omkring mit sjal i pladegarn. Det holdt hårdt at hækle på den "korrekte" måde, men yes! det lykkedes. Til gengæld havde jeg næsten krampe i hånden af at holde (for mig) på denne unaturlige måde.
Jeg ved til gengæld ikke, hvad der er med mit digital-kamera. Det sidste halve år har det afladet batterierne næsten lige så hurtigt, som jeg har kunnet lade dem op. Jeg må hellere se at finde kvitteringen, og så få klaget inden garantien udløber. For nu har jeg prøvet at købe op til flere nye genopladelige batterier, og sågar en ny batteri-oplader, men lige lidt hjælper det.
Frank "solgte" min gamle pc til mine svigerforældre for 4 fastelavnsboller. Jeg håber, vi skal aflevere den i aften, for den fylder i vores entre. Nu skal det lige siges, at vi ikke bruger den indgang til hverdag, men det vil nu være rart at komme af med den. Grunden til, at det var dem som fik buddet, er at deres gamle pc kun kan klare digitale billeder med besvær, og når nu guldklumpen (det første barnebarn, på 5 mdr.) gerne skal fotograferes ofte, er det jo træls, man næsten ikke kan have og redigere billederne på pc'en.
Jeg fik ny chef den 1. feb. og lige siden har jeg drømt utrolig meget (for meget) om arbejde, det ender nok med at jeg får stress af at drømme, for om dagen er der ikke noget, men det er nok alle de ændringer der kommer til at ske, som jeg skal have bearbejdet. Det bruger jeg meget drømme til, så derfor er jeg oppe på dette ukristelige tidspunkt (4.30), jeg orker ikke at drømme arbejde mere i nat. Frank står ikke op før kl. 6.00, så nu vil jeg ind i sofaen og strikke på zebrasokkerne til Casper. Er ved den sidste og skal til at lave hæl. Så mangler jeg bare at strikke et par til hans far, men det skal være i str. 45, så jeg har altså valgt at strikke rag-sokker, det foregår da på p 5½, så er der chance for at blive færdig indenfor rimelig tid (læs i år).
12 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar