05 juli 2008

Ugens opdatering - uge 27

Der er ikke sket meget på strikkefronten. Jeg er nået til nakken på ryggen på trøjen til Karoline, og det er ligesom om jeg ikke kan komme videre (læs: tage mig sammen).

Vi skule have været i sommerhus denne weekend, men stakkels Frank har fået en general forkølelse. Han har næsten ingen stemme, så vi fandt det bedst at blive hjemme. Jeg må sige, at jeg fører ret ensidige samtaler for tiden. Lidt kedeligt, men det varer forhåbentligt ikke længe. Har "truet" ham med, at hvis det ikke er bedre på mandag, skal han til læge, så mon ikke det hjælper.

Svigerfar er nu helt færdig med at lægge fliser. Vi kan nu køre ind i indkørslen. Han har lavet en foreløbig opkørsel af stabilgrus (tror jeg det er), da han åbenbart ikke mente den opkørsel Frank lavede sidste weekend var god nok. Så kunne vi da have sparet de penge til træ. Nå jeg er næsten ligeglad, bare jeg kan komme ind til mit hus.

Jeg tror min storebror er ved at blive gammel. Jeg tror nemlig, at han atter engang har glemt, at han har lovet at komme forbi og se vores hus. Vi har nu boet her i 5 mdr. men min bror og hans familie har endnu ikke vist sig.

Ingen kommentarer: