Cardigan og andet

Jeg har været på familieweekend denne weekend, og jeg har da fået strikket lidt. Jeg fik strikket det ene ærme til Kathrines cardigan, og lige nu er jeg ved at lukke af på det andet. Så mangler jeg kun bæltet, og det kan vel ikke tage så lang tid at strikke. Jeg er jo, åh, noget så dygtig, jeg har nemlig monteret efterhånden, så når ærmene er syet i, så er cardiganen færdig.

I morgen får jeg en svær opgave, jeg skal have pakket til jeg skal indlægges på tirsdag. Ja, det svære er jo (som alle strikkere ved) at vælge hvilket strikketøj, jeg skal have med. Men mon ikke jeg tager raglan oppefra og ned, den til Kathrine i Doktorfisk, med, og så strømperne til Casper.

Jeg håber virkelig det går som det skal, så jeg kommer hjem igen på torsdag. Jeg kan mærke, jeg er nået til det punkt, hvor der ingenting skal til, før jeg føler mig såret, og bare har lyst til at græde. Det kom pludseligt fredag aften, så jeg gik tidligt i seng, og lå og græd i min alt for korte seng i Søndervig. Jeg var parat til at tage hjem, hvis ikke det var fordi både Frank og jeg havde drukket for meget. Det er vist godt jeg har aftalt med min chef, at jeg, i morgen mandag, kommer på arbejde, og er der så længe som jeg kan holde det ud. Jeg har da i hvert fald lovet at betale vores kreditorer, og så må vi se hvordan resten af dagen forløber.

Jeg er også på jagt efter et bælte, da jeg åbenbart har tabt mig så meget, at jeg er begyndt at tabe bukserne, hvilket jo er sjusket. Jeg troede ikke, der kun skulle 3,6 kg til det, men faktum er, at jeg træder i buksebenene, og føler jeg hele tiden må samle bukserne op. Dejligt, men jeg skal altså have fat i et bælte.